Danmark har haft 42 statsministre. 12 bliver mindet i byrummet
Man skal kigge langt i landskabet efter Danmarks politiske historie, og det er ikke altid de visionære og sejrherrerne, som mindes. Nederlagets mænd står stærkt.
Set med historiens lange og ulideligt klare lys bevægede de sig på kanten til katastrofen. Den ene huskes for at styre dansk økonomi mod afgrunden. Den anden for at kaste Danmark ud i den krig mod preusserne, som endte med nederlaget i 1864. Alligevel hører de til den eksklusive skare af forhenværende danske statsministre, som har fået rejst en statue. Begge står i hovedstaden, men ikke på helt tilfældige steder.