Succesmusiker og samfundsdebattør
75 ÅR FREDAG: Stevie Nicks har i en årrække manifesteret sig som sanger og sangskriver både solo og i Fleetwood Mac. Hun ytrer sig også gerne om aktuelle emner.
Stevie Nicks har over flere årtier opnået stor succes både som soloartist og som en del af rockbandet Fleetwood Mac.
De senere år har hun også benyttet den platform, hun har opbygget, til at ytre sig om emner, hun finder vigtige.
Fredag fylder den amerikanske sangerinde Stephanie Lynn Nicks 75 år.
Stevie Nicks blev en del af Fleetwood Mac tilbage i 1975 sammen med sin daværende kæreste, Lindsey Buckingham.
Hun opnåede hurtigt succes som en del af bandet. Det første album, de udgav efter Nicks’ tiltrædelse, blev det bedst sælgende det år.
I 1981, mens hun var en del af Fleetwood Mac, udgav Stevie Nicks sit første soloalbum, ”Bella Donna”.
Siden da er det blevet til i alt otte soloalbum ved siden af tiden i Fleetwood Mac.
Stofmisbruger
Nicks har dog også haft bump på vejen i løbet af karrieren.
Hun har tidligere fortalt, at hun op gennem 70’erne og 80’erne kæmpede med et stofmisbrug med blandt andet kokain ligesom de øvrige medlemmer af Fleetwood Mac.
»Vi var alle stofmisbrugere, men der var perioder, hvor jeg havde det største misbrug,« sagde hun til magasinet Rolling Stone i 2015.
De senere år har hun brugt sin status til at ytre sig om samfundsaktuelle emner og problematikker, hun finder vigtige.
Det skete blandt andet i 2022, hvor hun efter et masseskyderi på en folkeskole i byen Uvalde i Texas på Twitter opfordrede lovgiverne i USA til at besværliggøre køb og salg af våben.
Da spørgsmålet om retten til abort igen brød ud i USA efter omstødelsen af en højesteretsdom, gav Stevie Nicks også sin holdning til kende.
På sin Instagram-profil skrev hun, at kvinder var blevet frataget en rettighed, og at historien gentog sig selv, hvilket var endnu mere skræmmende.
Hun henviste til, at USA’s Højesteret omstødte den skelsættende afgørelse ved navn ”Roe mod Wade” fra 1973, der gav kvinder ret til abort.
Omstødelsen åbnede for, at de enkelte delstater selv kan begrænse eller forbyde abort.
I den forbindelse opfordrede hun sine følgere til at stemme ved midtvejsvalget i november.
Sjovere at være tante
Privat har Nicks ingen børn. Det er ifølge hende selv hendes eget valg, og hun har tidligere også være åben om, at hun i 1979 fik en abort.
»Det er alligevel meget sjovere at være den skøre tante end at være mor. Jeg kunne ikke have gjort de ting, jeg har gjort, hvis jeg havde haft børn,« sagde hun i 2006 til den australske avis The Age.
Stevie Nicks har flere gange lagt vejen forbi Danmark sammen med Fleetwood Mac.
Senest var i 2013, da de optrådte i Jyske Bank Boxen i Herning.
/ritzau/