Fra drengekoret på heden til pigekoret i hovedstaden
Unge britiske Charlotte Rowan med erfaring fra et anerkendt drengekor i Herning overtager dirigentpinden for DR Pigekoret. Hun afløser Philip Faber og er ikke bange for store sko.
I Herning dukkede hun op nærmest ud af det blå. Da byens stolthed, et af landets ældste drengekor tog afsked med lederen gennem 35 år, blev en blot 25-årig britisk kvinde præsenteret som afløseren. Dengang end ikke færdiguddannet, fordi coronakrisen udfordrede eksamensplanlægningen.
Efter tre år begejstrer Herning Kirkes Drengekor stadig både i Danmark og udlandet. Imens er Charlotte Rowan klar til atter at dukke op som ny. Denne gang ikke ud af det blå; snarere som en musikalsk vestenvind, for længst færdiguddannet og med værdifuld korlederfaring. Men stadig ung; 28 år.