Fortsæt til indhold
Kultur

Den britiske rocksanger Roger Waters i tale til FN's Sikkerhedsråd: »Ruslands invasion skete ikke uprovokeret«

Den britiske sanger har allerede fået aflyst to koncerter pga. sine udtalelser.

Skomager, bliv ved din læst.

Det var i grove træk responsen, da den britiske rockstjerne og tidligere Pink Floyd frontfigur Roger Waters forleden holdt tale for FN’s Sikkerhedsråd.

Waters, som var blevet inviteret af Rusland, fordømte den russiske invasion af Ukraine, som han kaldte »ulovlig«, men sagde så:

»Den russiske invasion af Ukraine skete ikke uprovokeret, så jeg tager også stærkest muligt afstand fra provokatørerne,« lød det over videolink.

Udtalelsen er ikke ny for Roger Waters, der ved flere lejligheder har opfordret til våbenhvile og fredsforhandlinger mellem parterne, og mener, at flere våben til Ukraine blot vil forlænge krigen. Ikke desto mindre var de færreste tilstedeværende synderligt imponerede, da de godt 14 minutter var ovre.

»Jeg anerkender bestemt hans imponerende meritter som musiker. Hans kvalifikationer som ekspert i våbenkontrol eller europæiske sikkerhedsspørgsmål forkeommer mig mindre åbenlyse,« lød det fra USA viceambassadør for FN Richard Mills.

Den ukrainske FN-ambassadør Sergiy Kyslytsya henviste til Pink Floyd-sangen ”Another Brick in the Wall”, da han sagde:

»Hvor er det trist for hans tidligere fans at se ham acceptere rollen som endnu en mursten i muren - den russiske mur af disinformation og propaganda.«

Den russiske FN-ambassadør Vasily Nebenzya mente omvendt, at Waters er »en af de mest prominente aktivister i den nuværende antikrigsbevægelse.«

En gangster?

Talen kom få dage efter, at Roger Waters i et interview med Berliner Zeitung havde omtalt den russiske præsident Vladimir Putin som en mand, der »regerer med omtanke«, og kaldte krigen i Ukraine »nok den mest provokerede invasion nogensinde.«

Rocksangeren har tidligere kaldt Putin en »gangster«, men ifølge det interview, som han har oversat til engelsk og lagt på sin hjemmeside, fortæller han, at han har skiftet mening.

»Er Putin en større gangster end Joe Biden eller alle dem, der har bestemt amerikansk politik siden Anden Verdenskrig? Jeg er ikke sikker,« lyder det.

Samtidig står han ved sin tidligere sammenligning af Israel med Nazityskland, fordi Israel ifølge Waters begår folkedrab mod palæstinenserne.

Udtalelserne har fået Polly Samson til at lange ud på Twitter. Hun er forfatter og hustru til Pink Floyd-guitaristen David Gilmour.

»Du er antisemitisk ind til din rådne kerne. Og en Putin-apologet, og en løgnagtig, tyvagtig, hyklerisk, skatteunddragende, mimende, misogyn, misundelsessyg megaloman,« lød det, hvortil Gilmour føjede på sin Twitter-profil:

»Hvert ord beviseligt sandt.«

Roger Waters tager på de sociale medier afstand fra det, han kalder »fuldstændig urigtige kommentarer« og tilføjer, at han søger juridisk bistand.

Han forlod Pink Floyd i 1985 og lå efterfølgende i en årelang konflikt med David Gilmour om, hvorvidt bandet kunne fortsætte uden Waters. Dertil kommer, at Pink Floyd blev gendannet sidste år alene for at indspille et nummer til støtte for Ukraine.

Sidste år blev to koncerter, som Roger Waters skulle have givet i Polen, aflyst, og bystyret i Krakow erklærede ham ”persona non grata” pga. hans udtalelser om krigen i Ukraine. En beslutning, som Waters i sit interview med Berliner Zeitung kalder et udtryk for »russofobi«.