»Når man rejser rundt i verden, bliver man ofte mindet om, hvor dejlig Danmark egentlig er«
Pernille Harder er vokset op på midtjysk ydmyghed. Den populære landsholdsspiller elsker danskernes mangel på selvhøjtidelighed. Og hylder Lise Nørgaards kamp for at sætte kvinden fri og brolægge vejen mod ligestilling. Men vi er ikke i mål endnu, siger Danmarks dyreste kvindelige fodboldspiller.
Hvilket sted i Danmark holder du mest af?
»Det er min barndomsby, Ikast. Jeg flyttede tidligt væk fra Danmark for at blive professionel fodboldspiller i Sverige, og lige siden har jeg spillet i udenlandske klubber, så jeg har aldrig prøvet at bo i andre danske byer. Mine forældre og min storesøster bor stadig i Ikast, og derfor forbinder jeg også byen med tryghed. Vi er en ret tæt familie, som altid har brugt meget tid sammen. Det har gjort mig til en god holdspiller. Min mor var min træner, da jeg var mindre, og selv om jeg var bedre end mange af mine medspillere, fik jeg ikke mere spilletid end andre. Der skulle være plads til alle, uanset hvor god eller dårlig man var. Hvis jeg scorede og var det mindste selvfed, blev jeg altid sat på plads. Så fik jeg at vide, at det også var holdets fortjeneste, at jeg lavede mål. De havde jo gjort al forarbejdet. Jeg er også opdraget til, at man skal holde begge ben på jorden, selv om man får succes. At man ikke sætter sig selv op på en trone og tror, at man er vigtigere end andre, bare fordi man er dygtigere. Det er man ikke. Når jeg i dag kommer hjem til Ikast, er jeg også bare Pernille. Både ude i byen og hjemme hos min familie. Det er meget dansk. Og meget sundt.«
