Fortsæt til indhold
Kultur

Kender du historien bag Danmarks største julehit? Et nyt brev gør MC Einars sang til et millionmysterium

MC Einar er gået glip af et millionbeløb, fordi rapgruppen i 1988 benyttede sig af et amerikansk beat i radiohittet ”Jul det' cool”. Sådan har det i hvert fald forlydt indtil nu, men hvad skete der dengang, og hvor forsvinder pengene så hen?

Einar Enemark har både fundet de lange underbukser frem og taget en frakke uden over sin striksweater, men det er slet ikke nok til at holde kroppen varm denne decemberdag.

»Det er koldt herude, hva’,« siger han og skodder smøgen på brostenene ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.

Øjeblikket efter sætter han sig på en bænk i våbenhuset til de dybe toner fra orglet, der ofte får Einar Enemark til at indfinde sig i det hellige rum for at lytte til kirkekoncerter. Musik fylder stadig en masse hos den gråhårede rapper, selv om det er mere end 30 år siden, han kunne leve af det.

Når han og de øvrige medlemmer af Retro Einar optræder til firmajulefrokoster, får de typisk et par tusinde kroner hver især. Det er en fin betaling for en halv times arbejde, bedyrer bandets frontfigur, som har været på kontanthjælp i størstedelen af sit liv og formentlig fortsat ville være det, hvis jobcentret ikke havde skubbet ham ud i et job som køkkenopvasker på Herlev Hospital.

»Hold nu op, hvor er jeg træt, når jeg kommer hjem. Det er det eneste minus. Så det håber jeg, at både min krop og sjæl vænner sig til. Det er virkelig hårdt. Vi spæner jo rundt,« konstaterer den 56-årige mand i våbenhuset.

Som ung brugte han de fleste dage på at filosofere over meningen med tilværelsen og på at forsøge at drukne sine mindreværdskomplekser i alkohol, for Einar Enemark led af en kraftig stammen og social angst, der fik ham til at føle sig fremmed alle vegne og ude af stand til at varetage et fuldtidsarbejde.

»Jeg var forvirret og tummelumsk. Forkælet måske også. Jeg har nogle søde hippieforældre, der sagde, at det blot handlede om, at jeg var glad. Så gik de ikke op i, om jeg fik den ene eller anden slags penge. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg er sådan set ligeglad med, hvor pengene kommer fra. Penge betyder ikke særligt meget for mig,« lyder det på bænken.

Af samme grund har han aldrig for alvor undersøgt, hvad der er op og ned i historien om MC Einars største hit, ”Jul det’ cool”, selv om Einar Enemark ofte hører sig selv sige, at han formentlig er gået glip af flere millioner kroner på den konto.

Einar Enemark udgav i 2011 selvbiografien ”Manden der var MC Einar” i samarbejde med forfatteren Anders Houmøller Thomsen. Foto: Casper Dalhoff

Siden udgivelsen i 1988 har den seks minutter lange sang været blandt de absolut mest afspillede numre på tværs af alle radiostationer herhjemme i december efter december. Faktisk har ingen andre julehits været mere populære samlet set end MC Einars rappe afstandtagen til den traditionsbundne stress og jag, der gennem tre årtier hverken er blevet overgået af ”Last Christmas” eller ”Do They Know It’s Christmas”.

Det ville under normale omstændigheder have sikret sangskriverne og melodimagerne en høj fortjeneste, fordi radiostationerne ikke blot betaler rettighedspenge for hver eneste afspilning, men tilmed afregner pr. minut.

Artiklens emner
Koda