Fortsæt til indhold
Kultur

Robbie Williams insisterer på at optræde ved VM i Qatar

Det ville være hyklerisk at blive væk, mener den britiske popstjerne.

I det italienske medie Il Venerdì forsvarer Robbie Williams sin optræden ved VM i Qatar.

Det ville være hyklerisk at blive hjemme, udtaler den 48-årige, britiske popstjerne, som har mødt massiv kritik for at takke ja til at optræde ved et VM-arrangement på Doha Golf Club den 8. december.

For hvis han ikke skulle tage til Qatar, var der mange andre lande, som han også skulle holde sig fra, pointerer han.

»Man kigger i et mikroskop og siger: ”Okay, de er de onde, og dem må vi være enige om at fordømme”.«

»Jeg tolererer ikke nogen krænkelser af menneskerettigheder nogen steder,« lyder det fra Robbie Williams, som optræder alligevel, da han ellers ville se sig nødsaget til at gå uden om mange andre lande.«

»Hvis vi ikke tolererer overtrædelse af menneskerettigheder nogen steder, så ville det være den korteste turné nogensinde. Så kunne jeg heller ikke optræde i mit eget køkken,« fortsætter han.

Sagde nej til 1 mio. dollars

Alverdens pop- og rockstjerner forholder sig forskelligt til VM i Qatar, som ifølge menneskerettighedsorganisationerne Amnesty International og Human Rights Watch har forbrudt sig mod en række menneskerettigheder – bl.a. ved at skabe farlige arbejdsforhold for de migranter, som har bygget de store fodboldarenaer. Mange er døde under arbejdet.

Den 77-årige, britiske rockstjerne Rod Stewart udtalte forleden, at han havde takket nej til invitationen til at synge ved åbningsceremonien, der fandt sted søndag.

»Jeg blev faktisk tilbudt en masse penge for at spille der, over 1 mio. dollars,« har han sagt til The Sunday Times.

»Jeg afviste det,« fortsatte han.

»Det er ikke i orden at tage afsted.«

De mange brud på menneskerettighederne betød, at den 27-årige popstjerne Dua Lipa heller ikke ville optræde ved åbningsceremonien, selvom der verserede rygter om, at hun var på programmet til begivenheden.

»Der er i øjeblikket mange spekulationer om, at jeg skal optræde ved åbningsceremonien for verdensmesterskabet i Qatar. Jeg vil ikke optræde, og jeg har heller aldrig været involveret i nogen forhandlinger om at optræde. Jeg vil heppe på England på afstand,« skrev hun få dage før åbningsceremonien på Twitter:

»Jeg ser frem til at besøge Qatar, når landet har opfyldt alle de menneskerettighedsløfter, det gav, da det vandt retten til at være vært for VM.«

Flere stjerner – foruden Robbie Williams – har taget imod invitationen fra Qatar.

Den 25-årige sanger Jungkook – medlem af det kolossalt succesfulde koreanske boyband BTS – optrådte eksempelvis ved åbningsceremonien.