»Jeg tror på, at det banale kan indeholde nogle væsentlige kvaliteter«
Morten Albæk skiller vandene. I årevis er den nordjyske filosof med de åbenstående skjorter på skift blevet hyldet som vigtig debatstemme og hånet for sin ligegyldige lommefilosofi. Vi har mødt fænomenet Albæk, der engang talte begejstret om 16 timer lange arbejdsdage, men nu vil have os alle til at leve meningsfulde liv.
Det var en halvkold tirsdag aften i slutningen af marts. På scenen i Musikkens Hus i Aalborg stod en solbrun mand med halvlangt, tilbagestrøget hår og en åbenstående skjorte. Nede i salen sad knap 1.500 mennesker, der havde stridt sig gennem en grå støvregn for at komme ind og se den udsolgte forestilling.
Kort forinden havde en energisk konferencier i et par tætsiddende jeans budt velkommen og opfordret publikum til at give aftenens hovedperson en stor hånd. Folk klappede ekstatisk, og en sortklædt kvinde i starten af 50’erne piftede, som var hun til koncert med sin ungdoms popidoler.
»Tusind tak for den varme velkomst, og tusind tak, fordi I har valgt at spendere et par timer af jeres ene liv sammen med mig. Timer, som I aldrig nogensinde får igen,« sagde filosoffen og erhvervsmanden Morten Albæk oppe fra scenen.
Han lignede en italiensk fodboldspiller, der havde klaret skiftet fra livet som feteret angriber til en mere rolig tilværelse som sportspensionist uden at miste sit stjernestøv. Den 47-årige nordjyde stod i det bløde lys fra en stribe spotlights og smilede bredt. Iført et par håndsyede lædersko og et schweizisk armbåndsur, der gled tungt frem og tilbage på venstre håndled, når han bevægede armene til takten af sine replikker.
Det var sidste show på en foredragsturné, der havde strakt sig over tre år, og som havde sendt Morten Albæk ud i de fleste hjørner af landet. Nogle måneder forinden havde han fyldt Gamle Scene på Det Kongelige Teater tre aftener i streg og modtaget stående ovationer fra publikum.
I de røde plyssæder i Aalborg sad folk, som hver havde betalt et sted mellem 250 og 550 kroner for deres billet. Der var en sær stemning af fredagsbar og søndagsgudstjeneste over arrangementet. Løssluppent og andægtigt på samme tid. Mest det første. Som en kvindelig tilskuer sagde til sin veninde på vej ind i den store sal:
»Det er lidt ligesom at have købt billet til et show med Chippendales i 90’erne.«