Fortsæt til indhold
Kultur

»Vi har fred, vi har frihed, vi har velfærd, vi har tryghed, vi er fandeme så forkælede«

Søren Ryge Petersen har brugt et helt liv på at gå rundt udenfor. Han elsker den danske natur og hylder den måde, vi har indrettet vores samfund på. Derfor forstår den bogaktuelle havemand heller ikke altid, hvorfor så mange bruger så meget tid på at brokke sig over småting, når nu vi er så heldige at være født i Danmark.

Hvilket sted i Danmark holder du mest af?

»Det er meget enkelt. Jeg har boet på min lille gård langt ude på Djursland i snart 40 år nu, og det er blevet mit sted i verden. Simpelthen. Det er ikke så meget huset som alt det rundt om. Jeg bor midt i et smørhul. Med udsigt til mosehuller, engstykker, brakmarker og en skov med hundredvis af kronhjorte. Og så er der selvfølgelig haven. Den betyder alt for mig, og jeg ville dø af kedsomhed, hvis jeg skulle bo i en lejlighed inde i byen. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle jeg tage mig til, hvis ikke jeg kunne hoppe i et par gummistøvler og gå udenfor med en spade i hånden. Eller sætte mig ned på min bænk med min pibe og se livet udspille sig. Jeg kender alle træer og buske herude, jeg kender blomsterne og fuglene, der letter og lander. Det er en kæmpe glæde hver eneste dag.«