Fortsæt til indhold
Kultur

Nirvana-baby er endnu engang blevet afvist i retten

En amerikansk domstol har afvist et søgsmål fra den 31-årige Spencer Elden, bl.a. fordi det er fremsat efter forældelsesfristen.

tins

Det var i 1991, at Spencer Elden som baby svømmede nøgen rundt i en swimmingpool på coveret af Nirvanas legendariske album ”Nevermind”. Og det er i 2022, at han nu to gange er blevet afvist ved en domstol efter at have anlagt et søgsmål om børneporno og livslang skade mod de overlevende medlemmerne af rockbandet Nirvana, skriver flere nyhedsmedier.

Senest skete det i denne uge, hvor en amerikansk dommer, Fernando Olguin, ved retten i Los Angeles afviste den nu 31-årige Elden med, at det pga. en forældelsesfrist på 10 år er for sent at anlægge sag mod bandet for at bruge billedet.

Eldens begrundelse for at gå til retten var, at hans navn for altid vil være forbundet med »den kommercielle, seksuelle udnyttelse« af ham som mindreårig. Nirvana har tidligere forsvaret sig med, at Elden selv har udnyttet coveret – bl.a. ved at sælge billedet med sin autograf og ved at genskabe det som voksen.

Sagen er dog ikke slut endnu, for nok afviste dommeren sagen, men Elden og hans advokater har valgt at anke afgørelsen.

Artiklens emner
Nirvana