Vi skal le ad den blinde munk

Det var en fiktiv, blind benediktinermunk, som, et årti før Salman Rushdie i 1989 blev dødsdømt in absentia af Irans præstestyre, præcist formulerede, hvorfor satire og latterliggørelse er så farlige for dogmatikere, at de ikke kan se noget andet valg end at bekæmpe dem, som ler.

Forfatteren Umberto Eco lader i ”Rosens navn” fra 1980 den gamle Jorge af Burgos forklare franciskanermunken William af Baskerville, at latter i sig selv er en plebejer-impuls, som aldrig må stige højere til vejrs end en bøvs på et værtshus. Den skal komme fra maven, som en prut, og må aldrig på vejen nå at forbinde sig med hjerne eller ånd, og har derefter bare at forsvinde.

I romanen har Jorge forgiftet siderne i et illumineret manuskript, hvis tegninger gør nar ad religiøse figurer, og enhver, som har formastet sig til at læse i det og dermed le, risikerer at dø af det, fordi de slikker deres fingre for at bladre undervejs. Han indrømmer at have dræbt sine egne brødre i ordenen, fordi de med deres latter var faretruende nær ved at gøre spot – og dermed mangel på frygt – til en ny magtfaktor i den senmiddelalder, hvor historien foregår.