Turnerer stadig efter 61 år i branchen
80 år lørdag: Som et af de oprindelige medlemmer af Beach Boys har Al Jardine været med til at skabe bandets ikoniske lyd. Den 3. september fylder han 80 og turnerer stadig.
Al Jardine er en amerikansk sanger og sangskriver og var med til at danne bandet Beach Boys, som er et klenodie i amerikansk musikhistorie.
Hans primære rolle i bandet var som rytmisk guitarist, men han har også skrevet mange af bandets sange og været forsanger på nogle af deres største hits.
Herunder ”Help me, Rhonda”, Then I kissed her”, ”Cotton Fields” og ”Lady Lynda”.
Beach Boys skildrede ikke mindst den californiske livsstil med deres klangfulde sange om surfing, ung og solbrændt kærlighed og hurtige biler.
»Jeg elsker at køre. Og at køre langs den californiske kyst er den bedste tur i verden,« har den amerikanske strandløve engang sagt.
Al Jardine, hvis borgerlige navn er Alan Charles Jardine, har på trods af sin fremskredne alder har han stadig ikke lagt musikken på hylden.
Han turnerer stadig efter hele 61 år i branchen.
Al Jardine blev født i 1942 i Ohio som den yngste af to børn. Efter at have tilbragt de første år af sit liv der, flyttede familien først til New York og senere til Californien.
Og det var netop i Californien, at Al Jardine og Brian Wilson blev venner, fordi de gik på samme skole og spillede på skolens fodboldhold.
Brian Wilson introducerede ham til sine to brødre Carl og Dennis Wilson samt deres fætter Mike Love.
Som et slags adopteret medlem af familien dannede Al Jardine sammen med de andre fire Beach Boys i 1961.
Bandet skulle vise sig at blive en stor succes, og i 1988 blev det optaget i Rock & Roll Hall of Fame.
Men der har ikke kun været lutter glade harmonier i bandet.
Efter Carl Wilsons død i 1998 følte Al Jardine sig presset ud af Beach Boys af Mike Love.
Siden har Al Jardine turneret som solokunstner samt også med sin mangeårige musikpartner Brian Wilson og hans band. Brian Wilson forlod Beach Boys allerede tilbage i 1964.
Al Jardine annoncerede tidligere på året sin ”Family & Friends”-turné, hvor han blandt andet skal ud og spille med sin søn Matt Jardine samt Carnie og Wendy Wilson, som er Brian Wilsons døtre.
/ritzau/