Nikolaj Arcel har »ingen minutter tilbage i døgnet, ej heller plads i hjernen« til at tænke på sin fødselsdag
50 år: Nikolaj Arcel har travlt med at gøre klar til optagelserne af sin næste film. I 32 graders varme i Prag render den danske filminstruktør rundt. Med en læring fra en tur til Hollywood i filmkufferten.
Nikolaj Arcel har ikke tid til at tænke på sin fødselsdag.
Han er for travlt optaget af at gøre klar til optagelserne af sin nye film ”Kongens land”.
»Har ingen minutter tilbage i døgnet, ej heller plads i hjernen til at tænke på fødselsdage :) men tak for tanken!« svarer han, da Jyllands-Posten en uge inden hans 50-års fødselsdag forhører sig om en mulighed for at interviewe den danske filminstruktør.
Men der er ikke rum til andet end film i Nikolaj Arcels hjerne. Han er kompromisløs.
Engang ville DSB-magasinet Ud & Se undersøge, hvor tæt man egentlig kunne komme på ham med en række nøgleord, som han skulle respondere på i ligeså kort form.
Til ordet ”sætning,” sagde han: »Det er ikke godt nok.«
Til ordet ”nederlag”: »Når mine film ikke er gode nok.«
”Karakteristika”: »Søvnløs.«
Og til ordet ”råd” svarede han med en sætning, der måske blev god for ham selv at huske på, da hans første Hollywood-film fandt vej til biograflærredet i 2017.