Tenoren Landy nyder fortsat musikkunsten
Han har optrådt på scener verden over med sin sang og været forstander på Operaakademiet. Lørdag den 30. juli fylder Tonny Landy 85 år.
Gennem mere end et halvt århundrede har han udfoldet sine stemmebånd fra alverdens teaterscener.
Men trods de mange år i sangkunsten, kan den danske operasanger Tonny Landy ikke slippe sin passion.
Lørdag den 30. juli fylder han 85 år, hvilket bl.a. bliver fejret med udgivelsen af en cd med 33 danske sange, som han holder særligt meget af.
Landy, oprindeligt født Nuppenau, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet.
I 1966 debuterede den dengang 29-årige operasanger på Det Kongelige Teater i rollen som Alfredo i ”La Traviata”. I de efterfølgende år gjorde han de store teaterscener i Göteborg og Stockholm til sit andet hjem.
Først i slutningen af 1970’erne blev han fastansat på Det Kongelige Teater. Foruden egne tenorpartier var han med til at udklække en hel generation af nye sangere.
Det skete i rollen som forstander ved Operaakademiet, som han stod i spidsen for i 14 år.
Som skuespiller har Tonny Landy medvirket i flere film og tv-serier, og han har været vært i DR-programmet ”Musik i arbejdstøj”.
Han har desuden forfattet bøgerne ”En sangers liv”, der er en selvbiografi, og ”Sangerens værksted”.
Selv om Tonny Landy i dag lever som pensionist, så er han fortsat aktiv i musikmiljøet. Han underviser og rådgiver flere af sine tidligere elever, fortæller han.
På sin fødselsdag vil operasangeren samle familie, venner og tidligere kolleger og elever til en reception.
Det sker på Restaurant Karla i indre København.
I det private er han gift med Tove Hyldgaard, og sammen har de udgjort et populært operettepar.
Efter at have boet i Charlottenlund i mere end fire årtier bor parret i dag i Indre By i København, hvor de har boet de seneste otte år.
/ritzau/