Stewart Copeland trommede The Police til stjernerne
70 år: Stewart Copeland betragtes som en af de bedste trommeslagere i verden og fik global succes med The Police.
Magasinet Rolling Stone har sat ham i top-10 over verdens bedste trommeslagere, og han er både i trommeslagernes og i rockens Hall of Fame.
Så musikeren Stewart Copeland kan godt tillade sig at være tilfreds med, hvad han har opnået som manden med stikkerne i et af af de største britiske bands nogensinde, nemlig The Police, og han er fortsat på stikkerne, selv om han lørdag fylder 70 år.
Det var Stewart Copeland, der var drivkraften i at grundlægge bandet. Han turnerede med et andet band kaldet Curved Air, da han mødte Sting – med det borgerlige navn Gordon Sumner – og udvekslede telefonnumre med ham.
Den udveksling blev begyndelsen på The Police, der siden har rejst verden rundt og spillet hits som eksempelvis ”Every Breath You Take” og ”Message in a Bottle”.
The Police har været splittet op flere gange og det skete første gang i 1984, da den interne dynamik i bandet ikke altid var gnidningsfri, har Copeland tidligere sagt til det amerikanske medie Radio Times.
Konflikter splittede bandet
Sting og Copeland så noget forskelligt på musikken, fortalte han i 2020.
Mens Sting brugte den som en vej ud af og en pause fra en ”ond, hård og grim verden”, så Stewart Copeland musikken som en fejring og en mulighed for simpelthen at have det sjovt.
»Vi lavede fem albummer med The Police. Men konflikterne voksede og voksede, fordi der var forskellige formål. I dag har vi forstået, at Sting og jeg kommer fremragende ud af det med hinanden – så længe vi ikke spiller musik,« sagde Copeland til Radio Times.
Bandet blev senest opløst i 2008 efter en genforenings-tour.
Tiden uden for The Police har givet Copeland mulighed for at kaste sig ud i soloeventyr. Han har blandt andet lavet musik til en lang række film og serier.
Stewart Copeland skulle i starten af 00’erne sågar have spillet med The Doors, men han fik en skade og kunne derfor ikke være med, og det endte hverken værre eller bedre, end at Copeland sagsøgte bandet for kontraktbrud.
Sagen blev afsluttet med et forlig.
Copeland har to ægteskaber bag sig. Han er far til i alt syv børn.
/ritzau/