Fortsæt til indhold
Kultur

Jim Lyngvilds omdiskuterede billeder af grønlændere i sælskind er pludseligt forsvundet

Flere billeder er på mystisk vis forsvundet, og det kan blive et problem for den særdeles omtalte udstilling i Grønland, fortæller Jim Lyngvild.

20 billeder af grønlandske modeller iført sælskind har fået designer og kunstner Jim Lyngvild ind i lidt af et stormvejr.

Men nu er 14 af billederne forsvundet. Det skriver Jim Lyngvild på sin Facebook-profil.

»Kære Grønland... Man TROR det er løgn....

Om det er en konspirationsteori tænker jeg ikke... men der er en stor sandsynlighed for, at jeg IKKE kommer op og åbner udstilling med mine kæmpebilleder i Nuuk i næste uge alligevel,« skriver den 46-årige kunstner og fortsætter:

»Hvorfor – fordi nogle har smidt de 14 billeder fra udstillingen væk. JA DU LÆSTE RIGTIGT!!!«

Det var meningen, at billeder skulle udstilles på Illusiat Kunstmuseum i Grønland, men allerede inden udstillingen protesterede grønlandske aktivister mod Lyngvilds værker, der blev kaldt racistiske og et udtryk for privillegieblindhed.

En af dem var den grønlandske debattør Klaudia Petersen.

»Endnu engang er det en udefrakommende, der skal repræsentere os. ’Se mine vilde dyr, se mine kreationer, mit Grønland og mine grønlændere’. Den måde, han fremviser det på, er, som om vi er hans ejendele,« sagde hun til det grønlandske medie KNR.

Mens debatten om udstillingen rasede, blev lederen af Illusiat Kunstmuseum, Mads Mitchell, pludseligt afskediget.

Derfor valgte Jim Lyngvild at flytte sin udstillingen. Først skulle Lyngvild udstille på Kulturhuset Sermermiut i Ilulissat, og derefter var det meningen, at billederne på opfordring af Nuuks borgmester skulle udstilles i hovedstaden.

Det var under transporten mellem de to museer, at billederne er forsvundet, mener Lyngvild, og det er ifølge ham endnu usikkert, hvad der præcist er sket under transporten.

Jyllands-Posten har forsøgt at få fat på Jim Lyngvild, men det har ikke været muligt.

Han har tidligere sagt til Jyllands-Posten, at han mener, at det blot er en lille gruppe, der er kritiske over for hans udstilling.

»Jeg har stået i en strid vind fra en lille gruppe hårdkogte aktivister. Men det eneste, jeg har modtaget fra det grønlandske folk, er kærlighed,« sagde kunstneren.