Kirsten Birgit bliver en del af R8dio: »Jeg siger ikke, hun er rædselsfuld at være chef for, men…«
Den både fiktive og virkelige radiostation R8dio får nu selskab af landets vel nok mest kendte og kradse seniorkorrespondent.
Danmarks uden sammenligning mest erfarne seniorkorrespondent skal nu kaste lidt af sit internationale stjernestøv over radiostationen R8dio i Skuldborg et sted i Jylland.
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm får fremover en fast plads bag mikrofonen på R8dio, der oprindeligt var det fiktive omdrejningspunkt i podcasten ”Undskyld vi roder”, men siden efteråret 2021 også har været en reel radiostation med eget site og forskellige udsendelser.
Foretagendet er stiftet af Radio24syv’s tidligere kanalchefer, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, flankeret af komikerkvartetten Kasper Nielsen, Brian Lykke, Rasmus Bruun og Frederik Cilius.
De to sidstnævnte stod i sin tid bag det satiriske nyhedsprogram ”Den korte radioavis”, som nu genopstår under navnet ”Den korte r8dioavis” og altså lader figuren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm træde ind i et nyt univers.
Den 70-årige seniorkorrespondent kommer dog ikke til at rapportere fra Skuldborg, men fra en til lejligheden opfundet ambassade i Kødbyen i København, understreger Mikael Bertelsen.
»Det ville have været nemmere at flytte hele den originale Radio24syv til Jylland end at få Kirsten Birgit til at flytte derover. Jeg siger ikke, hun er rædselsfuld at være chef for, men hun er meget tung at flytte. Hun har faste meninger om, hvad der skal til for levere på det høje niveau, hun kræver,« fortæller Mikael Bertelsen, som ejer 10-15 pct. af R8dio ApS gennem investeringsselskabet Gøg.
Også i den sammenhæng er det svært at skille virkeligheden fra fiktionen, for i løbet af de foreløbigt 109 afsnit af ”Undskyld vi roder” optræder Mikael Bertelsen faktisk i en rolle som investor for snakke-sludre-taleradioen R8dio, der har hjemme i kultur- og mediehuset Stjernen i Skuldborg.
Den lille radiostation skal forestille at operere ud fra sloganet ”det globale i det lokale”. Eftersom Kirsten Birgit insisterer på at forblive i København, udfordrer hun dog den kongstanke en smule, erkender Mikael Bertelsen nødtvungent.
»Det klinger måske lidt hult, men sloganet holder stadigvæk,« lyder forsvarstalen.
Ligesom en stribe andre af udsendelserne i Undskyld vi roder-universet vil ”Den korte r8dioavis” blive udskilt som en selvstændig podcast, der skal konkurrere med ikke mindst ”Morgensutterne”, ”Min mis”, ”Her vogter jeg” og ”Deutschland über alles”.
»Hvis man har været sammen med Kirsten Birgit i blot fem minutter, ved man godt, at hun ikke gør noget, medmindre alt er bygget op omkring hende. På den måde kan man godt sige, at der er en ny journalistisk sherif i byen,« siger Mikael Bertelsen om satsningen.