»Vi er blevet bedre til at lytte til, hvad der bliver sagt – også selv om ordene er jyske«
Mange kender klichéen om den knapt så kvikke og lidt langsomme jyde. Men noget er under forandring, fortæller dialektforsker Inger Schoonderbeek Hansen i en ny "Tænkepause" om jysk dialekt. Faktisk kunne noget tyde på, at der er håb for hjemegnens sprog.
»Dæ æ ånt in å prøw’e,« siger Søren Vester i DR-programmet ”Søren Vesters Have”, mens han kaster sig over næste projekt i haven. Hele foråret har han uge efter uge gået rundt i sin store præstegårdshave i Thise i Nordvestjylland, mens han fortæller om blomster, bede og buske på jysk – ægte jysk. Og det har fået debatten om rigsdansk og jysk til at rulle. For kan man tale jysk i bedste sendetid?