Engelsk medie storroser dansk serie: »Det bedste politiske drama nogensinde«
Den nye sæson af "Borgen" bliver om få dage tilgængelig for resten af verden.
Birgitte Nyborg, Katrine Fønsmark, Michael Laugesen og Bent Sejrø.
Navnene er for mange danskere ganske velkendte og billeder af karaktererne i Adam Prices populære politiske TV-drama ”Borgen” toner hurtigt frem på nethinden.
Mens vi danskere de seneste måneder har kunnet se den længe ventede – ni år for at være præcis – sæson fire af serien, kan resten af verden fra den 2. juni på Netflix også fortabe sig i universet af intriger, nyhedshungrende journalister og ikke mindst kampen om magten. Og om at beholde den og sig selv ikke mindst.
Modtagelsen hos britiske BBC må siges at være yderst positiv.
I et større interview med Adam Price krydret med en professor i geopolitik modtager den danske serie med Sidse Babett-Knudsen i hovedrollen som statsminister store roser.
»Det bedste politiske drama nogensinde,« skriver BBC’s kulturjournalist, Caryn James.
Hun sammenligner ”Borgen” med de anmelderroste politiske serier The West Wing og House of Cards, men den danske pendant overgår alligevel de to amerikansk producerede serier. Der er hverken manipulerende baggrundsmusik eller andre unødvendige dramaturgiske krydderier.
»”Borgen” skiller sig ud fra alle andre ved at være perfekt balanceret. Birgitte er idealistisk, men også en stålsat politisk realist. Seriens plot er en levende blanding af personlige dilemmaer og indviklet politisk studehandel, med temaer, der berører feminisme og medierne, midt i al den ambition og det bedrag, der hvirvler omkring ethvert lands regering.«
Serien roses samtidig for, at den tegner et realistisk billede af de brikker, der udgør dansk politik tilsat den rette mændne drama.
»En anden grund til, at ”Borgen” er så dybt tilfredsstillende er, at den aldrig mister de dramatisk elementer af syne.«
Også den veltimede handling – fund af olie i Grønland og Danmark som en lus mellem Kina, Rusland og USA – roses i artiklen.
Det er dog langtfra første gang, at ”Borgen” tager udlandet med storm. Sæson 1 til 3 modtog ligeledes positive anmeldelser og blev hurtigt solgt til udlandet.
Robert Saunders, amerikansk professor i geopolitik og internationale relationer med fokus på popkultur hæfter sig ved det portræt, serien tegner af det danske politiske landskab.
»Som en, der kommer fra USA og et ætsende politisk system, er det interessant for mig at se et andet politik system udstillet, hvor det ikke er sådan. Det reflekterer det danske samfund. Her kan folk være uenige, men ofte vil de – hvor modvilligt det end er – nå frem til en aftale alligevel og komme videre.
Sæson fire af ”Borgen” kan ses på DR nu og på Netflix fra den 2. juni.