Fortidens lukkede Kina bliver til en lang og kedelig fortælling

Edward Rutherfurd har fundet sig en niche på bogmarkedet, intet mindre. Han har specialiseret sig i at skrive meget lange romaner om betydningsfulde metropoler og deres historie. Paris, London og New York f.eks., og nu senest har han kastet sig over ”Kina”.

Bevares, ikke hele det store riges historie, men dog en anseelig bunke år, nemlig fra 1839 og frem til 1900, dvs. årene med opiumskrigene og en tiltagende underminering af den kejserlige politik, som i øvrigt i parentes bemærket de facto blev håndteret af den sejlivede kejserinde Cixi.

Det afgørende var, i hvor høj grad landet skulle åbne sig mod omverdenen og dermed den globale modernisering, der ikke mindst manifesterede sig i handel. Kineserne ville hellere end gerne eksportere te, mens den ulovlige import af opium fra Indien vitterlig udgjorde en fare for landet.

Skepsissen over for datidens superkolonimagt, dronning Victorias England, var udtalt, og længe var kineserne imod at etablere jernbaner, paradoksalt samtidig med at det i vid udstrækning var emigrerende kinesiske arbejdere, der byggede jernbanenettet i Amerika. Den sidehistorie hører vi imidlertid ikke noget videre til i ”Kina”, men det er en sigende bonusinformation.