Fortsæt til indhold
Kultur

At være ond eller ikke, er det også spørgsmålet, når vi ser billeder fra Butja?

Der er krig på kanten af Europa mellem de gode og de onde, mellem os og dem, der henretter civile på gaden. Men findes ondskaben overhovedet, og kunne vi alle sammen handle ondt, mens vi var optaget af at være de gode?

Der ligger en avis på mit skrivebord med billeder fra Kyiv-forstaden Butja i Ukraine. Almindelige mennesker er blevet henrettet og efterladt vejkanten. En person ligger bagbundet i sin vinterfrakke, en anden ligger dræbt ved siden af sin væltede cykel, mens hunden stadig sidder ved siden af i sin snor.

Efter alt at dømme er disse mennesker dræbt af russiske soldater, det er krigens ofre, men er drabene udtryk for ondskab?

Billederne udløser en følelse af at stå over for noget ukendt og uvirkeligt, som rejser spørgsmål om, hvorvidt det onde findes, om Ruslands præsident Putin er ond, og om soldaterne, der var i Butja, er onde mennesker?