Nordjyde fløjtede sig til kultstatus
Den nordjyske spillemand Jens "Memphis" har spillet musik og turneret i mere end 40 år og udgivet over 20 albummer.
Han kan spille violin, kornet, basun og meget andet. Mest kendt er han dog for sit talent på fløjte, som han i stor stil foldede ud som medlem af folkemusiktruppen De Gyldne Løver.
Jens ”Memphis”, hvis borgerlige navn er Jens Christian Nielsen, er egentlig seminarieuddannet, men lærergerningen holdt kun ved i et par år. Derefter blev musikken hans levebrød.
Tirsdag den 1. marts fylder spillemanden 75 år.
De Gyldne Løver fik deres start med irske folkesange, men efter Jens ”Memphis” kom med i gruppen, blev de kendt for danske viser og oversættelser af irsk folkemusik.
Alle løverne er fra Vendsyssel, og det lader sig ikke fornægte i deres sange.
I deres tid på scenen har gruppen opnået kultstatus med sange som ”Ingen elsker som en Vendelbo”, ”Ved Hawet” og ”Hjemmebrænderiet”. Jens ”Memphis” har i øvrigt skrevet teksterne til de fleste af gruppens viser.
Efter 45 år sammen og 21 plader sagde de nordjyske spillemænd i 2012 farvel med en afskedsturné. Gruppen genforenedes dog til to koncerter i 2017, hvor de fejrede 50-års jubilæum.
Hans tekster handler ofte om kærlighed, godt selskab og våde varer, og Jens ”Memphis” lægger da heller ikke skjul på, at han er lidt af en levemand. Især er han glad for øl.
»Den skal man ikke underkende som inspirationskilde. Øl kan være ret forløsende. Man får et andet syn efter nogle stykker,« har han sagt i et interview med Nordjyske.
Levemanden sætter dog også pris på livets stille stunder, og han elsker at sidde og kede sig.
»Der kan altid komme noget godt ud af at kede sig. Man kan få gode idéer af det,« sagde han i samme interview.
Jens ”Memphis har i perioder også ernæret sig som tegner og kunstmaler.
Han har to voksne døtre og har i de sidste mange år boet i Hjørring.
/ritzau/
/ritzau/