Fortsæt til indhold
Kultur

Redaktør sendte ny besked - nu er han fyret

En B.T-redaktør med advarsel for sexistiske beskeder hængende over hovedet, har sendt en besked, der mandag fik ledelsen til at sige farvel til ham.

En redaktør på B.T, der sidste efterår modtog en advarsel for sin grænseoverskridende opførsel over for avisens studentermedhjælpere, blev i dag fyret. Det sker, fordi han i den forgange uge sendte en grænseoverskridende besked.

»Jeg modtog en mail sent lørdag aften, som jeg først så næste morgen og straks adviserede ledelsen om. Det var fra en løst ansat medarbejder og handlede om en grænseoverskridende besked, vedkommende havde fået,« siger Rasmus Skat Andersen, tillidsmand på B.T.

I sagen om redaktørens tidligere grænseoverskridende opførsel har de tidligere studentermedhjælpere anklaget B.Ts ledelse for ikke at have håndteret sagen ordentligt. Studentermedhjælperne blev kort efter sagens afslutning opsagt og erstattet med robotter. Lise Glerup, HR Direktør i Berlingske Media, har overfor flere medier erkendt flere fejl i sagsbehandlingen, men har også holdt fast i, at årsagen til, at den nu fyrede redaktør ikke i oktober sidste år blev fyret, men slap med en advarsel havde sin grund i den eksterne rapport som konsulent-firmaet Human House havde udarbejdet.

»Den nye sag handler om en besked, der er sendt i denne uge, og det er godt, at ledelsen reagerede prompte. Vi har været igennem en mediestorm uden lige i den seneste tid - vi skal have ro til at finde vores ben lige nu,« siger Rasmus Skat Andersen.

Ionas Kuld Rathje, konstitueret chefredaktør for B.T., siger til B.T, at han er » er ekstremt ked af, at advarslen ikke førte til den adfærdsændring, vi ønskede.«:

»... men der var desværre ingen tvivl, da vi blev forelagt den nye besked. Det er en klar overtrædelse af advarslen,« siger Jonas Kuld Rathje til B.T.

Mediestorm på B.T

Metoo-stormen på B.T tog til tirsdag aften i den forgangne uge, da Michael Dyrby til bekendelse i først Berlingske og dernæst sit eget medie.

»Måske var jeg bare et røvhul. Men et dygtigt røvhul,« sagde han til Berlingske, efter at han havde erkendt, at han havde krænket og haft »upassende forhold« i sin tid som chef på TV 2. Og onsdag morgen kunne man tillige høre Dyrby skrifte i DR’s podcast ”Genstart”.

»Han var succesfuld på overfladen, men i kraft af det også magtfuldkommen og var dermed også blevet privilegieblind, som er en dårlig cocktail,« beskrev han sig selv for 10 år siden, men nægtede at blive konkret om sine overskridelser.

Indrømmelserne kom mere end en uge efter offentliggørelsen af dokumentarserien ”Metoo: sexisme bag skærmen”, hvor 11 nuværende og tidligere ansatte kvinder på TV 2 fortalte om krænkelser og en seksualiseret kultur på tv-stationen.

Michael Dyrby blev ansat på TV 2 i 1994 og var fra 2010 til 2015 nyhedsdirektør. I flere interview i den seneste uge oplyste han, at han er et andet menneske som leder, efter at han forlod TV 2. Han beklagede dog over for B.T., at han ikke tog godt nok hånd om sagen, hvor de føromtalte studentermedhjælpere klagede over den grænseoverskridende redaktør. Dette har han adresseret før i en klumme, som han selv skrev, og som blev bragt i B.T. i marts i år efter en kritiseret optræden i ”Presselogen”, hvor emnet var MeToo.