Fortsæt til indhold
Kultur

Lars Vilks-dødsulykken skete på motorvej, der er blevet trafiksikret ad flere omgange

Politibilen med den svenske kunstner og to politifolk kørte med høj hastighed og blev knust ved sammenstødet med en lastbil.

Den svenske provokunstner Lars Vilks, der i 2007 fik publiceret en karikaturtegning, som forestiller profeten Muhammed som en hund, omkom sammen med to politibetjente på motorvejen E4 uden for Markaryd i det sydlige Sverige søndag omkring 15.30.

75-årige Vilks havde været på besøg hos tv-profilen Stina Dabrowski og hendes mand i Stockholm. På vejen hjem kørte politibilen ad E4, da den pludselig kom på tværs af et autoværn og stødte frontalt sammen med en lastbil, skriver Expressen.

Ifølge svensk politi er undersøgelserne af den tragiske ulykke endnu på et meget tidligt stadium.

»Det er en helt igennem ulykkelig hændelse. Nu er vores fokus på at få udredt, hvad der er sket på ulykkesstedet, og hvad der forårsagede ulykken. Samtidig skal vi stå sammen om de ansatte i politiet,« siger Stefan Sintéus, chef for den regionale efterforskningsenhed i Politiregion Syd, til Expressen.

Chaufføren i den modkørende lastbil var en 45-årig mand, der kom alvorligt til skade ved ulykken. Ifølge Aftonbladet er den 45-årige indlagt på et sygehus, hvor han bliver afhørt af politiet.

Billeder fra ulykken søndag viser en kraftig brand, der opstod ved sammenstødet. Expressen skriver, at politibilen med Vilks, en betjent bag rattet og yderligere en betjent som passager kørte i høj fart på motorvejen med en ledsagende politibil bagefter. Pludselig kom den forankørende politibil over i den modsatte kørebane og blev klemt fast under lastbilen ved sammenstødet. Ifølge vidner blev bilen med Vilks ”ødelagt” ved sammenstødet mod lastbilen.

Den motorvejsstrækning, hvor ulykken skete, er blevet bygget om flere gange de senere år for at øge trafiksikkerheden. Vejen er tosporet og adskilt af et autoværn. Ifølge både svensk politi og redningstjenesten er det vanskeligt for en personbil at komme over i den modsatte kørebane.

E4 er fortsat spærret for trafik i begge retninger på ulykkesstedet. Mandag kl. 10.15 holder svensk politi pressemøde om ulykken.

Lars Vilks levede med flere dødstrusler, og han havde derfor politibeskyttelse.

Lars Vilks kendes i Danmark især fra skudangrebet mod kulturhuset Krudttønden i København i februar 2015. Her var Lars Vilks indbudt til et debatmøde om ytringsfrihed og blasfemi. Filminstruktøren Finn Nørgaard blev dræbt, og senere på natten blev også en sikkerhedsvagt ved synagogen i Krystalgade skudt.

Værker af Vilks er i disse dage udstillet i Polen på det statslige museum i Warszawa.