Kurt Westergaards død vækker opsigt i udlandet
Kurt Westergaard blev verdenskendt for én af utallige tegninger i sit bagkatalog.
Den danske bladtegner Kurt Westergaard sov tidligere på ugen stille ind efter sygdom. Han blev 86 år.
Gennem en lang karriere havde han suppleret Jyllands-Postens spalter med illustrationer, men han blev verdenskendt, da avisen i 2005 bragte 12 satiretegninger af profeten Muhammed. Heriblandt Kurt Westergaards illustration af en bombeformet turban.
Adskillige internationale medier omtaler hans død - heriblandt The Guardian og Britiske BBC. Fra udlandets side er det den ene af de mange tegninger, der er udgangspunktet.
Sidstnævnte beskriver Kurt Westergaards tegning som den »mest kontroversielle« af de 12 og opridser den verdensomspændende vrede, der opstod som følge af illustrationerne, som af nogle muslimer blev opfattet som »ekstreme og bevidst stødende«.
BBC skriver også, at Westergaard ikke fortrød sin tegning med henvisning til et interview, som tegneren gav til nyhedsbureauet Reuters i 2008.
Norske NRK har interviewet Per Edgard Kokkvold, mangeårig generalsekretær i det norske presseforbund, om Kurt Westergaards betydning. Han kalder tegneren for frygtløs.
»Han var frygtløs. Han nægtede at bøje sig. Han undskyldte aldrig for det, han gjorde, hvilket jeg støtter,« siger Kokkvold til NRK.
Den arabiske tv-station Aljazeera beretter også om manden bag »tegninger af profeten Muhammed, som førte til vrede i den muslimske verden«.
Den franske avis Le Monde skildrer både Muhammed-krisen og den senere tragedie, hvor 12 medarbejdere på satiremagasinet Charlie Hebdo blev dræbt under et attentat mod redaktionslokalerne i Paris i 2015.
De tyske aviser Bild og Welt bringer ligeledes nyhedstelegrammer, der fortæller om tegnerens død og trækker tråde til Charlie Hebdo.
I Holland har Geert Wilders, der står i spidsen for det islamkritiske parti Frihedspartiet, reageret på nyheden.
»Han var en modig mand. Et eksempel for os alle,« skriver Wilders på Twitter.