Fortsæt til indhold
Kultur

Inger Støjberg om Kurt Westergaard: »Han var med til at definere det Danmark, vi kender«

Det er en sejr for ytringsfriheden og for Kurt Westergaard, at han fik lov til at sove stille ind som gammel, siger politikeren.

Når Inger Støjberg tænker tilbage på satiretegneren Kurt Westergaard, så tænker hun på »en finurlig mand«, der satte gang i en af de vigtigste debatter i Danmark i nyere tid.

»Han har både været med til at definere mig som politiker, men han har også været med til at definere Danmark som nation,« siger tidligere udlændinge- og integrationsminister og nuværende folketingsmedlem Inger Støjberg.

Kurt Westergaard er død i en alder af 86 år. Han arbejdede i mange år på Jyllands-Posten som bladtegner, men kom for alvor på alles læber i 2005, da hans illustration af Muhammed med en bombe i turbanen i satte gang i en af de største kriser i nyere dansk tid, Muhammed-krisen.

Krisen fik også direkte indflydelse på Kurt Westergaard, der indtil sin død måtte leve med politibeskyttelse. Ligesom han var udsat for et attentat i 2010.

Det slog dog ikke tegneren ud, og det, mener Inger Støjberg, var definerende for Kurt Westergaard som menneske.

»Som person havde han et finurligt gemyt, og så var han et meget varmt og rummeligt menneske. Han havde overskud, også i en sådan grad, at han forsøgte at møde den gerningsmand, der havde forsøgt at slå ham ihjel med en økse, men gerningsmanden afslog,« siger Inger Støjberg.

»I virkeligheden var det en sejr både for ytringsfriheden, men også for ham selv, at han sov stille ind som en ældre mand,« siger Inger Støjberg.

Hun vil især tænke på ham, når hun kigger på sin iPad, hvor hun siden 2010 har haft en af hans tegninger som baggrund, eller når hun hvert år pynter juletræ med pynt, Kurt Westergaard har tegnet. Julepynten forestiller en kvinde iklædt burka og en mand med fuldskæg og turban - begge med englevinger.

»Muhammed-krisen var vigtig for Danmark, for det var første gang, hvor vi måtte stå vagt overfor ytringsfriheden og muligheden for at kritisere religion. Krisen betød, at vi fandt vores egne ben,« mener Inger Støjberg.