Oscar-uddeling: Den danske film Druk er bedste internationale film
Thomas Vinterbergs “Druk” har modtaget oscarstatuetten for Bedste Internationale Film.
Den danske film ”Druk”, der er instrueret af Thomas Vinterberg, modtager prisen for Bedste Internationale Film ved oscaruddelingen natten til mandag dansk tid.
– Det her er større end alt, jeg kunne forestille mig, ud over at jeg altid har forestillet mig det her.
- Siden jeg var fem år gammel har jeg forberedt taler på togstationer, skolen eller toilettet, og her er jeg, og det er virkeligt. Det er fantastisk, siger Thomas Vinterberg i sin takketale ved uddelingen.
Han takker sin hustru, sine børn og en lang række aktører bag filmen, herunder skuespillerne.
En stor del af takketalen handler også om Vinterbergs datter Ida, der i en alder af 19 år døde få dage inde i optagelserne til filmen. Filmen og statuetten er dedikeret til hende, fortæller en tydeligt rørt Vinterberg i sin takketale.
– Vi endte med at lave denne film for hende som et monument.
- Så Ida, dette er et mirakel, som netop er sket, og du er en den del af dette mirakel. Måske har du trukket i nogle tråde på en eller anden måde. Denne her er for dig, siger han.
Det er Danmarks første statuette ved nattens oscaruddeling og den første i kategorien siden 2011, hvor Susanne Biers film ”Hævnen” vandt.
De øvrige nominerede var ”Better Days” fra Hong Kong, ”Collective” fra Rumænien, ”The Man Who Sold His Skin” fra Tunesien og ”Quo Vadis, Aida?” fra Bosnien-Hercegovina.
Thomas Vinterberg var desuden nomineret til en Oscar for Bedste Instruktør.
Danmark endte med at få to oscarstatuetter ud af de fire mulige ved årets oscaruddeling. Også klipperen Mikkel E.G. Nielsen modtog en statuette for Bedste Klipning for ”Sound of Metal”.
I sin tale takker den danske filmklipper en lang række aktører bag filmen og sagde blandt andet:
– Det har været som at følge en regnbue, og i dag fandt vi guldet.