»Familiehuset er et fristed for mennesker i en vanskelig situation«

Alle forældres værste mareridt er, at deres børn rammes af alvorlig sygdom. Hvis det sker, er det en fortvivlende og forvirrende situation for familien, hvor man skal forsøge både at rumme den angst og sorg, som det udløser, samtidig med at man skal bevare et overblik over behandling, indlæggelse og eventuelle søskendes situation og trivsel.

På Aarhus Universitetshospital i Skejby havde personalet med årene iagttaget, hvordan langtidsindlagte børns forældre og søskende kæmpede for at holde sammen på sig selv og familien. Derfor gik hospitalsledelsen og Region Midtjylland i 2009 sammen med Trygfonden om at skabe Familiehuset ved hospitalet, som i dag består af 22 huse, som lige så mange familier kan bo i, mens barnet er indlagt.

Familiehuset har tre fastansatte medarbejdere og er herudover drevet af 65-70 frivillige ildsjæle, uden hvem huset ikke kunne eksistere, ligesom husets drift er baseret på sponsorater og donationer. Netop sådan en modtog Familiehuset torsdag aften, da Jyllands-Postens Fond i forbindelse med sin årlige uddeling af midler tildelte huset 100.000 kr. – nok til, at to af husene kan køre i et år.

»Vi er helt sikre på, at de penge falder på et tørt sted, og der var samtidig ikke så meget at være i tvivl om,« siger medlem af fondens styrelse Ole C. Jørgensen, som samtidig har været formand for det underudvalg, som behandlede ansøgningerne.

Et fristed

Som det hedder i fundatsen, yder »Jyllands-Postens Fond støtte til sociale, kulturelle og samfundsgavnlige projekter, som tjener til opretholdelse af en liberal demokratisk samfundsorden i Danmark« med den ikke uvæsentlige tilføjelse, at »støtten fortrinsvis gives på områder, hvor det offentlige ikke yder hjælp eller ikke har mulighed for at hjælpe i tilstrækkeligt omfang«.

»Det lever Familiehuset på alle måder op til, baseret, som det er, på frivillighed og donationer, så vi synes, det er et godt og værdigt sted. Det er nogle virkelig gode ildsjæle, som står i spidsen for stedet og gør noget vigtigt for nogle mennesker i en vanskelig situation, hvor de ikke skal bruge tid på at tænke på, hvor de skal bo imens. Det sted, de kommer hen, skal bare fungere.«

»Man ved fra forskning, at mange familier rammes af opbrud, fordi man ikke kan rumme barnets sygdom, samtidig med at man skal organisere sig med hospitalsbehandling, som måske foregår langt fra hjemmet. Der kan et sted som Familiehuset give dem ro, ikke mindst fordi der er et kvalificeret personale, som er til rådighed hele den tid, familien er der.«

»Samtidig er det vigtigt, at der ikke foregår behandling der. Familiehuset er et fristed for mennesker i en vanskelig situation, og det betyder også noget, at der også er plads til søskende, så der er samling på familien, så man kan skabe nogle rammer, der er så tæt på det normale som muligt, selv om situationen ikke er det,« siger Ole C. Jørgensen.

Som beskrevet lever Familiehuset på alle måder op til fondens forventninger til ansøgere, men det kan på den anden side undre, at det på et offentligt drevet supersygehus ikke også er en del af de offentlige budgetter.

»I princippet, ja. Men jeg er ikke sikker på, at det offentlige ville være i stand til at løfte den opgave. Der ville være stor fare for, at det blev stift og regelstyret uden den menneskelighed, som Familiehuset har. Jeg tror, det trives bedst i privat regi, også fordi mange, når de ser, hvordan det fungerer, får lyst til at donere til stedet.«

Kamp for demokrati

Jyllands-Postens Fond uddelte torsdag godt 1,6 mio. kr. Heraf var der som tidligere år en donation på 190.000 kr. til European Press Prize, som både Jyllands-Postens Fond og Politikens Fond er medlem af. Organisationen arbejder for at udvikle og belønne kritisk kvalitetsjournalistik i Europa for at styrke demokrati og ytringsfrihed, og det er der ifølge Ole C. Jørgensen mere brug for end længe.

»Man kan selvfølgelig sige, at det kan synes mærkeligt, at vi giver penge til en organisation uden for landets grænser. Men specielt i Østeuropa har pressefriheden dårlige vilkår, så det er vigtigt at bakke op på alle måder om den kamp for demokrati, som finder sted på det skrevne område.«

»Vi skal nu heller ikke blive alt for hellige herhjemme, for vi har også politikere, der prøver at indskrænke informationsniveauet. Jeg tænker især på de begrænsninger, som reglen om ministerbetjening i offentlighedsloven sætter for journalistikken. For mig er det den samme sag; det er bare graden, der er forskellig.«

Ud over torsdagens donationer besluttede Jyllands-Postens Fond sidste sommer ekstraordinært at uddele i alt 1 mio. kr. til 20 forfattere, der hver fik 50.000 kr. Det var en slags kulturel hjælpepakke til vækstlaget i dansk litteratur.

»Coronakrisen har medført, at rigtig mange forfattere har været forhindret i at få en indtægt gennem oplæsninger og andre former for optræden, samtidig med at messer og festivaler, hvor de plejer at hente en indtægt, har været aflyst.«

»Så vores hensigt var at hjælpe en gruppe forfattere, som et udvalg udpegede, og give et bidrag til, at der forhåbentlig også udgives dansk kvalitetslitteratur på den anden side af coronakrisen,« siger Ole C. Jørgensen, der i januar fyldte 75 år og derfor er faldet for aldersgrænsen i Jyllands-Postens Fond. Han slipper dog ikke avisen helt. Siden han lod sig pensionere som chefredaktør i Fynske Medier i 2011 efter næsten fem årtier i dansk dagspresse, har han skrevet flere bøger, bl.a. om dansk avishistorie. Men lige nu gælder det en bestillingsopgave.

»Jeg skriver i øjeblikket på en bog om Jyllands-Postens historie, som skal udkomme den 2. oktober i år, hvor avisen fylder 150 år. Man kan kalde det en tvungen opgave, men jeg prøver at undgå kun at kigge indad for i stedet at sætte avisen og dens historie i perspektiv. Det bliver en samlet fortælling med nedslag i nogle væsentlige begivenheder for Jyllands-Posten i dansk dagspresse – f.eks. slagsmålet med Det Berlingske Hus, fusionen med Politiken og Muhammed-krisen,« siger Ole C. Jørgensen.