Fortsæt til indhold
Kultur

Thomas Vinterberg får to Oscar-nomineringer for "Druk"

"Druk" skal dyste i to kategorier, når Oscar-priserne bliver uddelt den 25. april.

Lighederne står på spring.

Instrueret af Thomas Vinterberg med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Vandt en Robert for bedste film og bedste mandlige hovedrolle. Kunne gå hjem med en European Film Award. Nomineret til en Golden Globe - uden at vinde. Nomineret til en British Academy Film Award (Bafta). Og toppen af kransekagen: Nomineret til en Oscar.

Mandag blev de nominerede til Oscar-uddelingen annonceret, og i hele to kategorier finder man ”Druk”. Det gælder bedste udenlandske film og bedste instruktør.

Thomas Vinterberg er den første dansker, der nomineres til en Oscar i kategorien bedste instruktør. Han er oppe imod David Fincher for ”Mank”, Lee Isaac Chung for ”Minari”, som vandt en Golden Globe for bedste film, Chloé Zhao for ”Nomadland” samt Emerald Fennell for ”Promising Young Woman”.

Nu kan Vinterberg så håbe på, at lighederne mellem ”Jagten” fra 2013 og ”Druk” ophører. For i 2014 var der ingen Oscar-statuette i hans hænder, da showet var ovre.

Ikke sket siden 1989

Det er kun anden gang, at en dansk film bliver nomineret i to kategorier. Sidst var i 1989, da Bille Augusts ”Pelle Erobreren” blev nomineret og vandt for bedste udenlandske film, og hovedrolleindehaveren Max von Sydow blev nomineret for bedste mandlige skuespiller.

”Druk”, der nåede at sælge godt 800.000 biografbilletter, før adgangen til de bløde sæder blevet lukket af corona, handler om fire midaldrende gymnasielærere, der beslutter sig for at blive testpersoner for en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Det går ikke lige godt for dem alle.

»Den genvinder Vinterberg i en moden, smuk og smertefuld film om livets berusende besværlighed,« skrev Jyllands-Postens anmelder, da filmen fik premiere.

Skulle filmen gå hen og vinde vil det være fjerde gang, at Danmark tager trofæet for bedste udenlandske film. Senest skete det i 2011, hvor Susanne Biers ”Hævnen” vandt. Sidste gang Danmark var nomineret i kategorien, var i 2017 med ”Under sandet”.

Normalt afholdes Oscar-showet i slutningen af februar, men pga. corona udløses spændingen først den 25. april.

Forinden kan ”Druk” nå at lade sig fejre i Storbritannien, hvor filmen er nomineret til en Bafta i hele fire kategorier, herunder bedste udenlandske film, bedste instruktør, bedste mandlige hovedrolle og bedste originale manuskript.

”Druk” er blevet til under tragiske omstændigheder. Fire dage inde i optagelserne blev Vinterbergs 19-årige datter dræbt i en trafikulykke, og arbejdet blev derfor sat på standby i en periode.

Vinterberg er ikke den eneste dansker, som kan glæde sig over den fornemme nominering. Således er Elvira Lind også nomineret i kategorien bedste kortfilm med ”The Letter Room”, mens Mikkel E.G. Nielsen kan vinde kategorien bedste klipning for ”Sound of Metal”.