Skal mundbindet på, mens biograffilmen spiller? Disse restriktioner gælder i kulturlivet
Dele af kulturlivet er underlagt en række undtagelser fra de restriktioner, som regeringen præsenterede fredag aften.
Det er ikke slut med at gnaske popcorn i biografmørket eller lade sig underholde i teatret, selvom regeringen fredag aften fremlagde en række nye restriktioner, der bl.a. betød en sænkning af forsamlingsforbuddet til blot 10 personer samt brug af mundbind eller visir inden døre alle offentligt tilgængelige steder.
Forsamlingsforbuddet gælder nemlig ikke, hvor »kunder, besøgende eller deltagere i al væsentlighed er siddende på faste pladser«, og hvor publikum vender i samme retning – man kan altså fortsat samles op til 500 personer i biograf- eller teatersalen eller til koncerter, som det har været tilfældet siden slutningen af maj.
Når man har sat sig til rette i de plyssede sæder, behøver man ligeledes ikke være iført mundind eller visir, selvom aktiviteten foregår indendøre. Kravet om mundbind gælder nemlig ikke, når man sidder ned.
Det er dog ikke overalt, at mundbindskravet er undtaget.
Når man står i køen og venter på popcorn og sodavand, skal man således iføre sig mundbind eller visir. Undtagelseskravet gælder nemlig ikke, når man bevæger sig rundt i den pågældende kulturinstitution. Dermed skal man eksempelvis bære mundbind under hele museumsbesøget, hvis det foregår indendørs.
Hvis besøget derimod foregår i det fri, behøver man ikke bære mundbind. Et besøg i zoologisk have skal altså foregå med mundbind, hvis man lægger vejen forbi akvariet indendørs, men ikke elefantanlægget udendørs.
Ved alle aktiviteter i kulturlivet – om det er indendørs eller udendørs – gælder dog, at man ikke må forsamles i grupper på flere end 10 personer. Man må altså ikke tage 15 venner til rockkoncert sammen.
Forsamlingsforbuddet træder i kraft mandag den 26. oktober og gælder foreløbigt fire uger frem, mens krav om mundbind først gælder fra torsdag den 29. oktober og helt frem til 2. januar 2021.
Foruden de særlige regler for kulturlivet opfordrer sundhedsmyndigheder til, at man fortsat overholder retningslinjerne for god hygiejne og afstand.
De nye tiltag var en del af de nye restriktioner, som regeringen præsenterede på et pressemøde fredag aften. Her kaldte statsminister Mette Frederiksen den nuværende situation for»bekymrende og alvorlig. Men ikke som i marts.«
Pressemødet kom i kølvandet på to dage med rekordhøje smittetal. Fredag var der således 859 nye smittede det seneste døgn. Det betones dog, at et stort mørketal under forårets første coronabølge har betydet, at de reelle smittetal dengang var højere.
Faglig direktør i Statens Serums Institut, Kåre Mølbak, der ligeledes deltog i pressemødet, fastslog dog, at hvis man ikke indfører restriktioner nu, kan det betyde, at smittetallene de kommende uger vil stige ekspotentielt.