»Kvindernes historie er demokratihistorie«

I 1887 skrev Kvindelig Fremskridtsforening til magistraten i København og bad om, at byen fik bygget offentlige toiletter til kvinder. En af underskriverne var Danmarks første kvindelige læge, Nielsine Nielsen, og hun kunne skrive under på, at når byens kvinder, i modsætning til byens mænd, ikke havde adgang til toiletter, så kunne det medføre sygdomme.

Det gav god mening for magistraten, og året efter stod de første toiletter klar i København.

En arkivar på Københavns Stadsarkiv gav mig en kopi af brevet. Han havde været på jagt efter arkivalier om hygiejne, og frem af glemslens mørke dukkede det håndskrevne brev.

Sidste år skrev jeg, sammen med historiker og journalist Sarah von Essen, en bog om Nielsine Nielsen. Eftersom vi dengang ikke kendte noget til brevet, kom det ikke med i bogen. Til gengæld kom det med til det sidste foredrag, vi holdt, inden coronaen trak et tæppe over verden og lukkede Danmark ned. Af flere årsager fortjente det opmærksomhed.

Historien om Nielsine Nielsen er nemlig historien om en intelligent kvinde, der i 1870’erne trodser alle normer i sin fynske fødeby og skipperfamilie for at blive læge. Det er ikke set før i Danmark, og da slet ikke på universitetet i København. Nielsine Nielsen får en uddannelse, og hun skaber en tilværelse som selvforsørgende kvinde i en tid, hvor kvinder overvejende bliver forsøget af en far, bror eller ægtefælle.

Historien om Danmarks første kvindelige læge er imidlertid langt mere end en beretning om det stærke individ, der kæmper sig vej gennem datidens akademiske og patriarkalske verden. Det er også historien om en kvinde, der bliver hjulpet på vej af tidsånden. Strømninger fra andre lande, hvor kvinder – om end i beskedent antal - tager uddannelser. Demokratiseringsprocesser, hvor mænd såvel som kvinder kan se, at skal der være lighed, skal alle være med.

Brevet til magistraten er en del af den fortælling. Det er sendt længe før, kvinder fik valgret i Danmark, men det er skrevet af handlekraftige kvinder og modtaget af beslutningsstærke mænd, som kunne se det fornuftige i at forbedre forholdene for byens kvinder. En begyndelse i det små, må man sige. Men ikke desto mindre en begyndelse.

Når jeg bliver spurgt - og det gør jeg ofte - hvad vi skal med de her historier om den første kvinde, der gjorde dit eller dat, så er svaret enkelt. Det er fortællinger, der handler om brud og forandringer i tid og normer. Brud, der ikke kun fik konsekvenser for det enkelt individ, men som har skabt en forandring for mange. Samtidig er det en beretning om fællesskabets styrke. Nielsine Nielsen kunne meget selv, men hun havde sine (overvejende mandlige) hjælpere, der hjalp med at åbne døre og skabe muligheder og kontakter. Hendes vej mod målet var ikke kun en kvindekamp, det var også en demokratikamp, som var vigtig for mænd og kvinder.

Historien om Nielsine Nielsen og brevet til magistraten er billeder på, hvordan samfundet ændrer sig, når mennesker handler og agerer. Og skal vi ud i de flotte armbevægelser, så er det et bidrag til en fortælling om, hvordan et demokrati bliver til. Og nok så vigtigt: en påmindelse om, at rettigheder og demokrati ikke er naturskabt og gjort af uforgængeligt materiale. Det er menneskeskabt og kan nedbrydes af menneskehænder. Med mindre vi værner om det, vi har fået, fordi andre har taget en kamp før os og for os.

Derfor har vi brug for historie i al almindelighed - og derfor har vi brug for historierne om de kvinder, der banede vej og gjorde en forskel.