Frihedsmuseet blev brændt ned, trukket i af politikere og gemt væk under jorden. Nu er det klar til at genåbne

»Brandærgerligt!«

Den 5. maj var det 75 år siden, at Danmark blev befriet efter fem års tysk besættelse, og på denne dag skulle Besættelsesmuseet have åbnet med pomp og pragt. Dronningen skulle have været der. Statsministeren skulle have været der.

»Men coronaen ville det anderledes,« konstaterer Mette Boritz.

Hun er udstillingsinspektør på det danske modstandsmuseum, der voksede frem i kølvandet på Anden Verdenskrig og fortæller historien om den danske frihedskamp, der fandt sted i 1940-1945, ofte omtalt ”de fem forbandede år”.

I 2013 stak ukendte gerningsmænd ild til Frihedsmuseet. Flammerne fik så godt fat i konstruktionen, at det historiske museum brændte ned til grunden.

Nu er det klar til at genåbne i nye rammer ved Esplanaden i København. Det sker 3. juli, men nogen stor åbningsfest bliver det ikke.

»Vi åbner museet, så folk kan besøge os i løbet af sommerferien. Men det er ikke en officiel åbning. Den håber vi at kunne afholde i efteråret, men det er ikke fastlagt endnu,« siger Mette Boritz.

Frihedsmuseet er gået under jorden

Udefra kan man ikke se, at langt størstedelen af museet – en ellipseformet murstensbygning med planter, der slynger sig op ad facaden – er gemt væk under jorden, men det er det altså. Ikke af sikkerhedsmæssige hensyn, men fordi arkitekterne ville det sådan.

Mette Boritz medgiver, at mange nok vil læse en symbolsk betydning ind i, at Danmark har et underjordisk frihedsmuseum, men rammerne er snarere truffet af hensyn til blandt andet bebyggelsesprocenter og den fredede nabo, Kastellet, understreger hun.

»Mange vil nok forbinde det med ”at gå under jorden”, som jo også var en del af frihedskampen. Man opererer i det skjulte, det er illegal virksomhed, et hemmeligt univers. Samtidig er det en rå betonbygning. Den ser ret bunkeragtig ud.«

I museets udstillingslokaler finder man mange af de genstande, som også var udstillet på det gamle museum. Den største forandring, der er sket, handler om måden, modstandskampen bliver iscenesat og formidlet på, fortæller Mette Boritz.

»Vi bruger flere digitale virkemidler end før. Lyd og projektorer med film fra tiden, så det bliver en mere levende udstilling. Det gamle museums sidste udstilling blev lavet i 1995, og teknologisk er der sket en del siden.«

Som noget nyt er museets udstilling bygget op om fem hovedpersoner, som alle levede under krigen. Personerne fungerer som en rød tråd i udstillingen, man følger deres farefulde og usikre tilværelse, dykker ned i sabotageaktioner, ser dem fremstille illegale aviser, knække koder og aflytte telefonsamtaler.

Mette Boritz fortæller, at en stor del af de besøgende kommer til at være skole- og gymnasieelever. Simpelthen fordi besættelsen er en del af pensum.

»Og så ligger besættelsesårene nu så mange år tilbage i historien, at unge i dag ikke har et personligt forhold til tiden. Det havde man, dengang ens forældre eller bedsteforældre havde levet under krigen og kunne berette om den. ”Sådan var det under krigen”, den sætning vokser børn ikke op med i dag. Det er også en af grundene til, at vi har lavet udstillingen på en mere moderne måde. Vi vil have de nye generationer med.«

Identifikation er af samme grund et nøgleord i formidlingen, forklarer Mette Boritz.

»Et omdrejningspunkt på det nye museum er valget om at gå til modstand. Hvad gør, at man går over denne her grænse og vælger at gå til modstand i tid, hvor både regering og konge siger, ”det skal du ikke”. Det er derfor, vi tager afsæt i fem personer, som var modstandsfolk under krigen. Hvad var deres motivation? For nogle var det en æressag, for andre var det en politisk kamp.«

Frihedsmuseet i politisk tovtrækkeri

Tilrettelæggelsen af det nye Frihedsmuseum har været genstand for heftig diskussion, for hvordan bør man skildre så vigtig og symbolladet en periode i Danmarks nationalhistorie? Det havde mange politikere og historikere en klar holdning til, da det gamle museum blev opslugt af flammer i april 2013.

Allerede dagen efter ildspåsættelsen meddelte statsminister Helle Thorning Schmidt, at der skulle bygges et nyt Frihedsmuseum, og at det skulle opføres i asken af den nedbrændte museumsbygning ved Kastellet.

Pia Kjærsgaard sagde, at Frihedsmuseet var for frihedskæmperne. Det skulle bevares i den ånd, som modstandsbevægelsen opførte det i. Kulturminister Marianne Jelved slog på trommer for en nuanceret skildring af besættelsestiden, knap så meget heltedyrkelse, mens Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen reagerede med stor skepsis, da det blev foreslået at fremvise kollaboratører på museet for frihedskamp.

Oveni det var der alle historikerne. Nogle historikere stillede spørgsmål ved, om frihedskampen overhovedet havde en effekt – om ikke det mere var samarbejdspolitikken, der faktisk gjorde en forskel.

»Det var kompliceret, der var mange interesseregrupper, og det skulle vi manøvrere i,« kommenterer Mette Boritz.

Frihedsmuseet er ikke det eneste modstandsmuseum, der står foran en genåbning. Det samme gør Besættelsesmuseet i Aarhus, der åbner efter sommerferien. Ville det ikke være nok med ét modstandsmuseum i Danmark?

»Museerne er ikke så ens, som man kunne tro. Deres museum handler om besættelsestiden, vores handler om frihedskampen. De fortæller om besættelsen ud fra et lokalt perspektiv, det aarhusianske, vi fortæller om besættelsen ud fra et nationalt perspektiv. Deres udstilling er bygget op om fiktive personer, vores er bygget op om historiske personer. Vi samarbejder og er i tæt dialog med hinanden. Det er ikke sådan, at vi er konkurrenter.«