Prins Henriks amourøse par og fabeldyr kan blive dine
Dansk privatsamling af Prins Henriks skulpturer kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen.
Prins Henriks store samlinger af kunst har tidligere tiltrukket sig stor interesse.
Nu får kunstinteresserede chancen for at byde på prins Henriks egen produktion, når Bruun Rasmussens Auktion den 17. juni udbyder i alt 19 skulpturer, som stammer fra en dansk privatsamling erhvervet direkte fra prins Henrik.
»På auktionen giver vi et interessant indblik i en mindre kendt side af prins Henriks virke. De udbudte værker vidner om hans vidtfavnende ouevre (livsværk, red.), der spænder over alt fra naturalistiske skildringer af mennesker over figurative fabeldyr til stram abstraktion,« siger Niels Raben, leder af afdelingen for moderne kunst hos Bruun Rasmussen.
Hele sit liv interesserede prins Henrik sig for kunst. Han var selv udøvende poet, maler og skulptør.
»I en lang årrække udøvede han sit skulpturelle virke uden for offentlighedens søgelys – lige indtil værket ”Torso” blev opstillet ved vinslottet Cayx i Frankrig. En dansker, der kom forbi slottet, fattede interesse for værket, og det resulterede i, at et lignende eksemplar blev opstillet på Strandvejen i den vestfynske by Strib i 2007. Året efter deltog prins Henrik på den aarhusianske skulpturfestival Sculpture by the Sea med værket "Torso 1", som tilmed vandt flest stemmer ved en publikumsafstemning - og hans virke som skulptør var dermed blevet offentligt kendt,« oplyser Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.
Auktionen finder sted 17. juni hos Bruun Rasmussen i Bredgade i København.