Når to normale mennesker mødes
Den unge stjerneforfatter Sally Rooneys sensibilitet er gengivet i tv-serien ”Normale mennesker”, som hun også har forfattet. Hovedpersonerne Marianne og Connell kom til hende og blev endelig overtaget af to unge skuespillere.
Marianne og Connell viste sig for Sally Rooney samtidig. De blev hovedpersoner i en novelle, der senere blev udgivet med titlen ”At the Clinic” i kunst- og litteraturtidsskriftet The White Review. Der var noget ved disse karakterer og særligt deres forhold, som fascinerede Sally Rooney, og hun kunne ikke give slip på dem. I novellen havde hun benyttet sig af flashbacks til deres skoletid, og hun havde nydt at hentyde til, hvad der var sket mellem dem dengang. Karaktererne blev ved med at vende tilbage til hende, så hun begyndte at dagdrømme om dem og deres handlingsmønstre og tanker på gader og stræder i Dublin, og derfor begyndte hun at udvikle romanen, som hun senere gav titlen ”Normale mennesker”.
»I begyndelsen skrev jeg fra Connells perspektiv,« fortæller Sally Rooney, hvis novelle blev udgivet, to år før ”Normale Mennesker” udkom i 2018. »Det skulle være én lang fortælling, og så ville jeg skifte til Mariannes perspektiv. Det gik der to år med, og på den måde kom jeg frem til flere momenter i deres forhold, som jeg fandt interessante.«
Det er den erotiske tiltrækning mellem Marianne og Connell, der skaber spændingerne i bogen. Det er her bogens dynamik findes.Sally Rooney, forfatter – om de to hovedpersoner i ”Normale Mennesker”
Ung debutant
Sally Rooneys professionelle forfatterskab begyndte i 2015. Hun havde skrevet et essay i det litterære tidskrift The Dublin Review, og agenten Tracy Bohan fra Wylic Agency i London fik øje på hendes skarpe talent og følte sig ret sikker på, at der også var fiktion gemt i en af hendes skuffer. Sally Rooney, der studerede amerikansk og engelsk litteratur på Trinity College i Dublin, havde ganske rigtigt en roman med titlen ”Samtaler med venner” liggende, og i maj 2017 udkom den. Hun var 26. På det tidspunkt var hun ved at færdigskrive ”Normale mennesker”, og lidt over et år senere var den også klar til udgivelse. Begge bøger blev kritikerroste bestsellere, og ”Normale mennesker” blev nomineret til den prestigefulde Man Booker Prize. Mange har kaldt hende for Snapchat-generationens stemme og hendes litteratur for klassisk romankunst klædt i moderne klæder.
»Jeg er stor fan af de klassiske romaner fra det 19. århundrede,« siger Sally Rooney, der taler med kraftig irsk accent og med særdeles stor hastighed under vores interview mellem Los Angeles og Dublin.
»Da jeg var cirka halvvejs med ”Normale mennesker”, gik jeg i stå og vidste ikke, hvordan jeg skulle komme videre med karaktererne. Jeg havde fulgt en tråd og havde mistet den. Jeg kunne ikke finde den igen. Så læste jeg George Eliots ”Daniel Deronda”, som blev bogens epigraf. Mine bøger er på overfladen meget forskellige fra Eliots. Hun er en mesterlig forfatter, og jeg sammenligner ikke min bog med hendes, men hendes roman hjalp mig med at finde nøglen til at åbne op for resten af ”Normale mennesker”, og den fik stor betydning.«
Forholdets dynamik
”Normale mennesker” følger Marianne og Connell, fra de er 17-18 år gamle og går i skole i en mindre, fiktiv by i den vestlige del af Irland. Connell er en populær og sportslig ung mand og bor hos sin unge, omsorgsfulde mor, der gør rent hos Mariannes familie. Marianne er ligesom Connell kvik og dygtig i skolen, men hun er langtfra populær og er lidt af en ener. Hendes mor er også enlig mor, men hun er modsat Connells velstående, og Marianne har dermed ikke de samme økonomiske bekymringer som Connell, da de begge flytter til Dublin for at gå på college, hvor vi følger dem episodisk i tre år.
»De kom til mig som et par,« forklarer Sally Rooney om sine karakterer, som hun beskriver som værende »fuldt udviklede« på det tidspunkt.
»Da jeg mødte dem første gang, var de 25 år og levede i Dublin, og jeg følte, at de tilhørte mig hele vejen igennem. De var mine fiktive karakterer, som jeg kunne rykke rundt med på et skakbræt, som det passede mig.«
Bogen er en kærlighedshistorie mellem de to karakterer, men den handler mest af alt om den dynamik, der er mellem dem, og hvordan deres forhold ændrer dem hver især som mennesker. I skolen er det Connell, der som den populære fyr har respekt og styrer slagenes gang, mens Marianne finder sin styrke på college. Dynamikken mellem dem ændrer sig romanen igennem og viser, hvordan de to mennesker udvikler sig med hinanden og samtidig hver for sig.
»Jeg skabte en serie af tidspunkter og vendepunkter i deres liv, som blev til bogens struktur. Den er lineær på den måde, at den forløber kronologisk, men den springer over meget af deres liv for kun at fokusere på de særlige øjeblikke og tidspunkter mellem dem, som rykkede ved dynamikken mellem dem,« forklarer Sally Rooney.
Nervøst møde med karakterer
Det samme er tilfældet med tv-serien, der i øjeblikket kører på DR. Idéen til serien udsprang, før ”Normale Mennesker” blev udgivet. BBC og den irske produktionsvirksomhed Element Pictures havde købt rettighederne til debutromanen ”Samtale med venner”, men da de inden udgivelsen læste ”Normale mennesker”, valgte de at filmatisere den først. Det var Lenny Abrahamson, bedst kendt for den Oscarnominerede film ”Room”, der skulle stå for instruktionen, og Sally Rooney skulle skrive manuskriptet – i samarbejde med den britiske manusforfatter Alice Birch.
»For det meste arbejdede jeg alene som på mine romaner, men så delte jeg mine kladder med Alice og Lenny, som kom med noter,« siger hun om processen med at skrive tv-serien, der løber over 12 episoder.
»Det sværeste var at vise karakterernes indre liv gennem deres handlinger, for på mange måder handler bogen om forskellen mellem karakterernes indre og ydre liv, og vi skulle finde nye måder at illustrere det på. Her var Alices input særdeles vigtige.«
Mødet med den 24-årige irske skuespiller Paul Mescal var et af de mest mindeværdige øjeblikke for Sally Rooney. Hun var en del af castingprocessen fra begyndelsen, og der gik ikke lang tid, før hun var overbevist om, at her var Connell.
»Han gik direkte ind i nogle meget intense og følelsesladede scener, hvor jeg med det samme var klar over, at her var levendegørelsen af min fiktive karakter, som jeg havde skabt, og det var ret spooky. Jeg havde samme oplevelse med Daisy, for jeg vidste, at hun kunne personificere en karakter, der indtil da bare havde været en del af min fantasi. Det tog lidt tid at vænne sig til, og jeg var meget nervøs, når jeg betragtede dem, for de virkeliggjorde alt, hvad jeg havde forestillet mig, hvilket jeg ikke var helt sikker på, at jeg var klar til.«
Daisy er den 21-årige britiske skuespiller Daisy Edgar-Jones, der fik rollen som Marianne, og da optagelserne begyndte i Irland, overlod Sally Rooney arbejdet til Lenny Abrahamson og hans hold. Til at begynde med var det svært at miste kontrollen over sit meget personlige projekt, og det at være del af en tv-produktion var en helt ny verden for Sally Rooney, der kun var til stede et par gange under optagelserne.
»Der er mange forfattere på en tv-serie, og jeg kan ikke tage æren for serien,« siger hun og tilføjer:
»Det er et andet kreativt produkt, og det er lidt tricky for mig at finde ud af, hvad mit forhold er til det. Jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan være stolt over det. For det er ikke kun mit værk.«
Intimitet og ulighed
“Normale mennesker” handler om ung kærlighed og tiltrækningen mellem to mennesker. Marianne og Connell finder først sammen i gymnasiet, hvor de har sex efter skoletid. Men de holder det hemmeligt, for Connell kan ikke bære, hvad de andre i skolen må tænke om dem, hvis deres intime forhold bliver offentligt. Da de senere finder sammen igen, er det under andre præmisser.
»Da bogen udkom, fik jeg mange spørgsmål om beskrivelserne af sex i romanen. Man mente, at de var ret uhæmmede. Men de er faktisk ikke beskrevet indgående, og det er den erotiske tiltrækning mellem Marianne og Connell, der skaber spændingerne i bogen. Det er her bogens dynamik findes – gennem deres seksuelle tiltrækning til hinanden. Den gennemgår ikke detaljerne i deres sexscener, men jeg håber, at man får en idé om, hvad det er for et seksuelt forhold, de har. For man følger den dialog, de har, når de er i seng sammen. Da vi skulle overføre det til tv-serien, var vi nødt til at gøre det anderledes, men det er gengivet på en måde, som jeg forsøgte at gøre det i bogen,« siger hun.
Bogen og tv-serien handler om de unge menneskers intime liv. Men den handler også om klasseskel og forskellige magtstrukturer i et patriarkalsk og kapitalistisk samfund. Sally Rooney, der ligesom sine to søskende blev opdraget i et socialistisk hjem i den lille by Castlebar i det vestlige Irland, havde dog ikke bevidst en intention om at lave en social eller politisk roman.
»Som sagt var karaktererne fuldkomne, da de bevægede sig ind i min hjerne, og de var allerede sådan. Deres baggrund var, som den var, og jeg ved ikke, hvilken del af min psyke der havde skabt disse fakta om dem. Der er flere forhold, der gør, at Marianne og Connell ikke er ligestillede. Mht. klasseskel er Marianne rig, og det er Connell ikke. I skolen har Connell mere at skulle have sagt, blot fordi han er en dreng, så her er der tale om kønsdiskrimination, og Connell kommer fra en kærlig familie, hvor han føler sig elsket og værdsat, mens Marianne føler sig undermineret, usikker og uelsket. Det er endnu en (magt)struktur i deres dynamik.«
Sally Rooney, der i dag er 29 år gammel, har under flere interview sagt, at hendes erfaring er begrænset, og at hun skriver om folk, der er sådan nogenlunde som hun selv.
»Jeg tror, at alle romaner er en form for selvbiografi på et eller andet niveau, men det er i et dybere lag i teksten. Jeg tror ikke engang, at forfattere er klar over, at de trækker fra deres eget liv. Når jeg betragter Marianne og Connell, tænker jeg ikke: ”Det er mig, og det skete for mig” – deres forhold er meget anderledes end noget, der er sket i mit liv. Men på et dybere plan siger deres følelser og den måde, de navigerer deres liv på, sikkert en del om mig. Men jeg er ikke engang sikker på, at jeg ved, hvad det er. De er begge en del af min psykologi, men de er ikke en del af mig på den måde, at jeg kan forklare hvordan.«