Fortsæt til indhold
Kultur

»Jeg har været en slyngel hele mit liv. Jeg har været selvisk«

Joaquin Phoenix vandt i nat en Oscar for sin præstation i filmen "Joker, og takketalen brugte han til at tale om klima, dyrevelfærd og egoisme.

Han vandt helt som forventet en Oscar for Bedste mandlige hovedrolle i filmen ”Joker,” og han valgte at dedikere sin takketale til kampen mod uretfærdighed.

På scenen udtalte Phoenix, at han synes, vi alle er sammen er ved at blive »frakoblet den naturlige verden«.

»Mange af os har et egoistisk verdensbillede, og vi tror, at vi er universets centrum«, sagde han og fortsatte:

»Vi går ind i den naturlige verden og røver den for dets ressourcer. Vi føler os berettigede til kunstigt at inseminere en ko og stjæle hendes baby, selv om hendes gråd og kvaler ikke er til at tage fejl af. Så tager vi hendes mælk, der er beregnet til hendes kalv og putter det i vores kaffe og på vores morgenmad«.

Jeg har været grusom til tider, svær at arbejde sammen med
Joaquin Phoenix, skuespiller

Det var ifølge filmeksperter Maria Månson Og Kathrine Sommer Boysen helt forventeligt, at Joaquin Phoenix brugte sin taletid på denne måde, eftersom han allerede ved årets BAFTA-uddeling brugte tiden på podiet til at slå et slag for klimaet og tidligere har udtalt, at han ville bruge det samme jakkesæt hele award-sæsonen.

”Joker”-skuespilleren pegede dog også de sidste fire fingre indad og erkendte, at han ikke altid selv har været som han nu prædiker.

»Jeg har været en slyngel hele mit liv. Jeg har været selvisk. Jeg har været grusom til tider, svær at arbejde sammen med, og jeg er taknemmelig for, at så mange af jer i dette rum har givet mig en chance mere«, sagde skuespilleren.

Han afsluttede talen med at opfordrer til mere solidaritet i Hollywood, og til allersidst citerede han et digt, som hans afdøde bror River skrev, da han var 17 år gammel.

»Jeg tror, at vi er bedst, når vi støtter hinanden. Ikke når vi ophæver hinanden for vores tidligere fejl, men når vi hjælper hinanden med at vokse. Når vi uddanner hinanden, når vi leder hinanden til frelse«.

»Kærlighed er vor redning, og fred vil følge«.

Joaquin Phoenix var den absolutte storfavorit til at modtage prisen. Forinden nattens Oscar-uddeling havde han vundet tre andre store priser, Golden Globe, BAFTA og SAG Awards, for sin rolle som Joker.