»Det er for nemt at kalde Ørkenens Sønner mandegarderobehumor under bæltestedet«
Skuespiller Søren Pilmark ser frem til, at danskerne erkender, at underlivet er en stor del af livet. Han er for niende gang aktuel med komikerkvartetten Ørkenens Sønner.
I december optræder Ørkenens Sønner med et nyt juleshow på Bakken nord for København. Det er nu snart 30 år siden, at kvartetten startede sammen. Søren Pilmark, hvorfor bliver I ved?
»Fordi vi har det sjovt sammen, og fordi vi selv er med til at bestemme, hvad vi laver. Samtidig kan vi tjene penge på det, fordi folk gerne vil se vores shows. Det er en win-win-situation.«
Men hvad vil I med det? Er det nok bare at have det sjovt og tjene på det?
»Ja, men jeg kan kun svare på mine egne vegne. Jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig, at det her i livet gælder om to ting: At hjælpe andre og at have det sjovt. Når det er sagt, så er der den sidegevinst, at vi behandler en række tabubelagte emner.
Jeg har hørt flere læger og psykologer sige: ”Det, I snakker om på scenen og får folk til at grine af, tager vi 500 kr. i timen for at få folk til at tale om”. Det kan være en øjenåbner at se, at andre kan grine af det samme som en selv.«
Får du andet ud af det end sjov og penge?
»Jeg får en masse samvær med nogle ligesindede. Der er noget fantastisk ved den historik, vi har sammen. På godt og ondt selvfølgelig.
Den dag folk erkender, at underlivet er en meget stor del af vores liv, tror jeg, at vi er meget langt.Søren Pilmark, skuespiller
Det er en illusion at tro, at vi ikke er uenige og gokker hinanden oveni hovedet ind i mellem. Men der er noget stærkt ved vores vedholdenhed. Det giver en god ballast.«
Bliver det ikke kedeligt at lave det samme show så længe – på trods af de løbende justeringer?
»Jo, selvfølgelig. Jeg har tegnet det lille overskæg og kommet den fez på tusind gange, og jeg har sagt de samme ting om og om igen. Men visheden om, at folk glæder sig til showet, giver den energiindsprøjtning, der skal til.
Samtidig kan vi stadigvæk lide det. Lige siden jeg var lille, har jeg tryllet, og derfor er der eksempelvis altid en tryllekunst med i showet. Vi gør det, vi har lyst til. Det, sammen med publikums opbakning, er det bedste middel til at holde kedsomheden og det monotone for døren.«
Men er der ikke brug for lidt nytænkning?
»Det er der altid brug for! Og det er faktisk også et splinternyt show, vi laver hver gang.
Samtidig skal vi være tro mod vores egne ønsker og publikums forventninger. Det handler om at give folk det, de gerne vil have, plus det de ikke ved, at de gerne vil have. Vores show består af lige dele tradition og nytænkning.«
Der er en del, der oplever jeres humor som lummer og sjofel. Er du enig i det?
»Det kommer an på, hvordan du definerer ”lummer og sjofel”. For mig er lummert noget, man ikke siger højt, men går og hvisker i krogene.
Vi siger tingene åbent og reelt, som de er, og vi optræder med det for 3.000 mennesker pr. show. Det er for nemt at kalde Ørkenens Sønner mandegarderobehumor under bæltestedet. Vi arbejder utrolig meget med at forfine udtrykket, så det netop ikke bliver flade, platte vittigheder, men et show man rent faktisk griner af.
Jeg synes snarere, at man bør overveje, hvorfor publikum skriger af grin under vores show. Den dag folk erkender, at underlivet er en meget stor del af vores liv, tror jeg, at vi er meget langt.«
Hvornår stopper I?
»Cirka hvert tredje år – i pauserne mellem vores shows – spørger vi hinanden, om vi skal gøre det igen. Det, tror jeg, vil fortsætte.
Måske siger vi en dag “nej, det var det”. Det kan også være, at vi bliver uvenner og ikke kan holde hinanden ud, men der er indtil nu en grundlæggende lyst til at ville hinanden. Det spiller desuden ind, om vi kan sælge billetter.
Hvis folk ikke længere kan lide vores show, så skal vi nok finde på noget andet. Men indtil nu kan vi ikke klage over interessen.«