Nu kan man ikke længere tale dansk på de københavnske restauranter

»You can speak danish to us!« siger en af mine medspisere, da vores tjener på den udmærkede restaurant Väkst går i gang med at præsentere aftenens første ret en regnfuld novemberaften i København. Ingen ved bordet er fra udlandet, så vi forstår fint dansk.

»I’m sorry, I can’t,« svarer den venlige kvinde i 20’erne med et smil og høflig beklagelse i stemmen og går straks videre med præsentationen. Hun guider os gennem kokkens smukke kreationer på et glimrende og præcist engelsk med en svag accent, der peger på en oprindelse i den gamle østblok.

Hun er én af de rigtig mange udlændinge – migrantarbejdere eller studerende fra andre EU-lande – der de seneste år har indtaget de københavnske restauranter som tjenere. Faktisk er der nu så mange i restaurationsbranchen, der ikke taler dansk, at det mange steder kan være svært at begå sig som gæst, hvis man ikke har en rimelig forståelse for engelsk.

Hvis du skal på juleshopping i hovedstaden og vil spise ude, kan du derfor godt komme i gang med at støve de engelske gloser af. Tal fra Jobindsats.dk viser, at antallet af udenlandske statsborgere, der arbejder på restauranter og hoteller i Københavns Kommune, er steget fra ca. 8.500 i 2008 til knap 18.700 i 2018. Af disse er omkring 6.800 fuldtidsbeskæftigede.

Lige nu er der da også gang i flere Facebook-diskussioner om udlændingenes indtog i den københavnske servicebranche. De er opstået med god grund, for er det virkelig rimeligt, at man ikke kan blive betjent på dansk i hovedstaden længere?

Tidligere samme dag købte jeg en sandwich på et fastfoodsted på Hovedbanen, hvor jeg til gengæld i den grad blev betjent på dansk – eller rettere københavnsk.

For der er ikke mange andre end københavnske ekspedienter, der kan udtale ordene »ellers andet?«, som om det ville være en personlig fornærmelse at svare ja.

Foran mig i køen forsøgte en ældre svensk dame at købe en sandwich uden at gøre den unge mandlige ekspedient alt for sur. Desværre fik hun ikke sagt, at hun foretrak lyst brød i stedet for mørkt, og så gik han ellers i gang med passivt-aggressivt at belære hende om, hvordan hun skulle afgive sin ordre – uden på ét eneste tidspunkt at se på hende.

Hans irettesættelse gjorde hende så perpleks, at hun tabte sine mønter og gjorde hele ekspeditionen endnu mere besværlig, fordi hun måtte have hjælp til at få dem samlet sammen igen.

Det er ved at være nogle år siden, jeg boede i København, og der er én ting, der bliver ved med at slå mig, når jeg med jævne mellemrum vender tilbage: Ekspedienter, der knap gider se én i øjnene, nærmest smider med varerne eller taler, som om man er dagens mest irriterende forstyrrelse.

Københavnske servicemedarbejderes ubehøvlethed er og bliver desværre legendarisk.

Hvad er så at foretrække? Vil man hellere betjenes af en professionel og høflig ungarer, polak eller litauer på engelsk eller med surmulende arrogance på dansk af én fra Ballerup?

Det virker som om, at mange københavnske restauranter allerede har overvejet dét valg og taget en beslutning på vegne af deres kunder. Jeg foretrækker da også til enhver tid høflighed og imødekommenhed – uanset på hvilket sprog det så måtte være.

Derudover er jeg bare lykkelig for, at det ikke er fransk, jeg skal begå mig på for at blive bespist i vores hovedstad. Oui, no?

Jakob Vestergaard er Jyllands-Postens magasinredaktør.