Efter mere end 30 år er det slut for stifteren af animationsskole i Viborg
Morten Thorning har høstet priser og hæder i ind- og udland for uddannelsen The Animation Workshop, som han har ledet i 31 år. Den 1. november er det slut.
I kølvandet på en kritisk rapport om økonomien på The Animation Workshop i Viborg blev uddannelsens leder gennem 31 år, Morten Thorning, suspenderet tidligere i år. For to måneder siden blev han genindsat på posten. Om godt en uge er det endegyldigt slut.
Det fremgår af en pressemeddelelse, VIA University College, som huser The Animation Workshop (TAW), har udsendt.
»VIA University College har indgået en fratrædelsesaftale med uddannelses- og centerleder Morten Thorning fra The Animation Workshop (TAW) i Viborg. Han fratræder TAW med virkning fra 1. november 2019. Fratrædelsesaftalen er indgået i forlængelse af, at direktionen og ledelsen af Storytelling-, design- og business uddannelserne i VIA, som TAW hører under, har besluttet at omstrukturere aktiviteterne på TAW,« står der.
Vi tog rapporten meget alvorligt og greb ind juli for at sikre, at TAW forvaltes sikkert.Kirsten Bundgaard, professionshøjskoledirektør
Jyllands-Posten har været i kontakt med Morten Thorning, som henviser til pressemeddelelsen, hvor han er citeret for følgende:
»Det er naturligvis beklageligt for mig, men efter 31 år på jobbet som leder af TAW, ved jeg, at det er en organisation i international topklasse, som har stærke fremtidsudsigter og den portefølje af kompetencer, der skal til, for at det gode arbejde kan fortsætte. Jeg ønsker VIA og den nye ledelse alt mulig held og lykke med opgaven og glæder mig til at følge The Animation Workshops fremtidige udvikling.«
I maj bad VIA’s ledelse revisionsvirksomheden PwC om at undersøge den økonomiske forvaltning i TAW. Undersøgelsen resulterede i en rapport, som i første omgang førte til, at Morten Thorning blev suspenderet.
Kirsten Bundgaard, professionshøjskoledirektør, siger:
»Vi tog rapporten meget alvorligt og greb ind juli for at sikre, at TAW forvaltes sikkert.«
På baggrund af PwC-rapporten skrev Magisterbladet tidligere i oktober artiklen “Leder af prestigeuddannelse kørte økonomien i sænk på 1. klasse” om rod i budgetterne under Morten Thornings ledelse. Kirsten Bundgaard ønsker ikke at kommentere, om artiklen har øget presset på Morten Thorning. Hun påpeger, at resten af VIA, som udbyder flere mellemlange videregående uddannelser, blev omstruktureret den 1. januar i år.
»Men vi havde et hængeparti med TAW, som har haft en anderledes organisering end resten af uddannelserne. I den forbindelse skulle vi have en afklaring af Morten Thornings rolle fremadrettet, og den har vi fået nu,« siger hun.
TAW startede som et arbejdsløshedsprojekt. Med TAW har Viborg fået den internationale animationsbranches opmærksomhed. Morten Thorning modtog sidste år en Bodil for sit lange talentudviklings-, projekt- og uddannelsesarbejde.