Synes du også samfundet går ad hekkenfeldt til? Kom med i terapi hos Tor Nørretranders på Samsø

Var der varmt vand i badet i morges? Fungerede kloakken? Forfatteren Tor Nørretranders mener, at vi skal dyrke "samfundsglæden", så samfundet ikke forvitrer. Men er det nemmere sagt end gjort?

Tor Nørretranders er i mange kredse kendt for bestselleren »Mærk verden. En beretning om bevidsthed« fra 1991. Bogens centrale pointe var, at vi mennesker kun er i stand til at bearbejde en brøkdel af de informationer, vi hele tiden bliver bombarderet med. I dag er han flyttet til Samsø. Og herfra opfordrer han til mere samfundsglæde. Foto: Joachim Ladefoged

»Sig frem. Hvad plager dig?« spørger Tor Nørretranders venligt.

Jeg kigger ned på de sorte plastic-Crocs, som han overtalte mig til at tage på mod gulvkulden. Overvejer at pege på dem og sige: »De her sko plager mig.«

Vi sidder i et stort loftsrum. Der er åbent til kip.

Der er også et langstrakt kig ud over Samsøs mark, hav og den lavtliggende tåge gennem et gigantisk specialdesignet vindue i den ellers fredede tagkonstruktion. Det vindue kan Tor Nørretranders tale længe og entusiastisk om, hvis man uforvarende slipper ham løs.

Vi flytter

Den første juli sidste år skrev samfundsdebattøren og forfatteren, som mange danskere kender på grund af bestseller-bogen ”Mærk Verden”, en besked på Facebook.

Titlen var i versaler. Der stod: NYT KAPITEL: ESMERALDA, RIKKE OG TOR FLYTTER TIL SAMSØ.

Tor Nørretranders kalder sig selv en forstadsdreng. Flytningen har været nærmest terapeutisk for ham. Foto: Joachim Ladefoged

Sidst i teksten skrev han:

»Nu har vi i årevis snakket om lokale fællesskaber, om love local, reach global, om fremtiden der går fra globalisering til lokalisering – så nu går vi hele vejen to walk our talk

Et liv i et rækkehus i Klampenborg blev til et gårdliv i byen Stauns. Det øgede byens indbyggertal fra 8 til 11 fastboende.

Vi er nødt til at elske samfundet for at kunne forsvare det mod den opløsning, som kommer fra kølige økonomiske kalkuler.

Tor Nørretranders

Også før flytningen var Tor Nørretranders dybt forankret i øens udvikling henimod et mere bæredygtigt samfund.

I dag inkluderer det også det lokale skoleliv. Datteren Esmeraldas elcykel ruller hver dag frem og tilbage til Samsø Frie Skole, 6,3 km væk, der har klimarigtige løsninger og bæredygtighed som kerneværdier. Tor Nørretranders drømmer om at realisere Danmarks eller måske verdens første internationale bæredygtigheds-gymnasium på øen, før Esmaralda når gymnasiealderen. Ikke for at fritage hende for pendling til fastlandet. Derimod i håb om at det kan tiltrække flere familier og mindske antallet af unge, der flytter væk for aldrig at komme tilbage.

Tor Nørretranders nye bog hedder ”Samfundsglæde – sammen kan vi selv”. Pointen er, at vi lader samfundet forvitre, hvis vi hele tiden fokuserer på alt det, der ikke fungerer. Derfor har han opfundet ordet samfundsglæde. Som en opfordring.

»Vi er nødt til at elske samfundet for at kunne forsvare det mod den opløsning, som kommer fra kølige økonomiske kalkuler,« skriver han.

Ramt af tunnelsyn

Det virker indlysende, at vi får et negativt tunnelsyn, hvis vi kun fokuserer på det, der ikke virker i samfundet. Det kender mange sikkert fra deres eget liv. Men hvordan skal samfundet ændre sig ved at fokusere mere på samfundsglæde? Og hvad hjælper det at sidde og skrive om det fra et lille bæredygtigheds-paradis på Samsø.

Ved Tor Nørretranders da slet ikke, at derinde på den anden side af tågedisen, der balancerer Norddjurs Kommune på randen af statsadministration. At kvinder ikke er blevet undersøgt ordentligt for brystkræft i Ringsted. Er han slet ikke klar over, at det vælter rundt med rapporter om en stresset ungdom i mistrivsel. At unge er begyndt at påføre sig digital selvskade.

Alt det skrev jeg til ham i sidste uge, da vi skulle aftale tid og sted for interviewet.

»Jeg skal se, hvad jeg kan gøre for at hælde samfunds-optimisme på dig,« skrev han tilbage.

Og derfor sætter han sig nu som en anden terapeut sig i gyngestolen med udsigt til naturen og ser nysgerrigt på mig. Jeg trækker vejret ind og siger:

» Og ... så kommer du og siger, at jeg bare skal fokusere på, at der er varmt vand i hanerne, og at der ingen huller var i vejen ud til Hou, hvor færgehavnen til Samsø ligger.«

Tor Nørretranders smiler. Dansen er begyndt.

»Men når jeg siger, at du skal glæde dig over, at der ingen huller var i vejen til Hou i morges, og at der var varmt vand i bruseren, er det, fordi vi alle underværdsætter det, der fungerer. Det er ikke godt, for når så en eller anden djøfer har regnet ud, at det ikke kan betale sig at have veje helt til Hou, så ved vi ikke, at de findes, og så bliver det meget nemt at nedskære i samfundet. Vi skal gøre det sværere at ødelægge de ting, der faktisk fungerer, ved at værdsætte det, der virker,« siger Tor Nørretranders.

Ved at ændre fokus kan vi frigøre ressourcer til at tage af os det, der virkelig er vigtigt at gøre noget ved, mener han. Såsom at dele af ungdommen mistrives.

»Mit mantra om opdragelse og skole er, at vi skal stoppe med at instruere. Vi skal i stedet installere. Hvis du vil lære børn om bæredygtighed, som jeg synes, at vi skal, fordi samfundet har brug for mere bæredygtig adfærd, så bør vi installere børn i naturlige omgivelser. De skal passe nogle høns, dyrke gulerødder, afprøve sig selv, slå sig og alt det der. Men vi gør det modsatte. Vi instruerer i stedet børn i, hvordan de skal opføre sig,« siger Tor Nørretranders.

De voksnes vrede

I sin bog nævner han klimaaktivisten Greta Thunberg som eksempel på en ny oplysningstid, der begyndte med en skoleelev, der med sin skolestrejke sagde fra og viste vejen. Den måde børn støjer og undersøger verden på, har voksne brug for i vores udvikling af samfundet, mener han.

Det er ikke alle voksne dog enige i. I bilradioen i Hou Færgehavn hørte jeg et nyhedsindslag med vrede lytterreaktioner efter Thunbergs tale i FN. Det siger jeg til ham, men han trækker på skuldrene.

»Jeg opfatter det som positivt, når lytterne bliver aggressive. Det viser, at de bliver følelsesmæssigt påvirkede. Jeg ville selvfølgelig hellere, at de tog det ind og forstod det. Men det gør de så om et år.«

Træet står i Tor Nørretranders have. I toppen er en lille naturlig skabt stol, hvor man kan se langt, hvis man trænger til at tænke. Foto: Joachim Ladefoged

Hans omkvæd i miljøbevægelsen har i mange år været, at ting forandrer sig lige pludseligt. At det til tider har stemplet ham som en optimistisk nar, tager han roligt.

»Husk 80’ernes diskussioner om atomkraft og atomvåben, og hvor håbløst det så ud. Husk, hvordan ingen gjorde noget ved forurening, men pludselig i slutfirserne begyndte alle i den vestlige verden at angribe problemet. Det samme er ved at ske på klimaområdet. Jeg har en bog fra 2007, hvor jeg siger: Nu vender det! Og det var nok lige lovligt optimistisk. Men det sker nu om ørerne på os. Fra dag til dag. Nu er der flertal for en klimaplan i Folketinget, så kom industrien med en klimaplan, snart kommer landbruget. Bare vent. Og det skyldes selvfølgelig også, at de, der kommer først, også er dem, der kommer til at tjene penge på at gøre noget ved det.«

Men er løsningen på den her samfundslede, at vi alle flytter til Samsø og fordyber os i det nære fællesskab – lytter til børnene og glæder os over færgen?

»Nej. For mig var det et svar at flytte til Samsø, men vi skal ikke bo her alle sammen. Der er ikke plads til 5 mio. danskere på Samsø. Men svaret er, at vi skal lave flere fællesskaber overalt, hvor vi hjælper hinanden og dermed os selv. Det giver samfundsglæde. Flere skal holde vejfester og tale sammen og få en god idé, som en ildsjæl løber videre med. Fællesskaberne bliver stærkest, når der er noget på spil at være fælles om.«

Hvad har du selv fået hjælp til senest?

»Da vi flyttede ind her i huset, stod der otte personer for at hjælpe os. Jeg kendte kun de fire. Der kom en nabo med sin palleløfter og hev mine enorme mængder bogkasser ud. Da bøgerne senere skulle flyttes fra en lade til en opvarmet container, valgte jeg at betale for at få bøgerne flyttet af firmaet, jeg lejede containeren hos. Og jeg vil ikke sige, at folk blev fornærmede, men de undrede sig over, hvorfor jeg ikke bare bad om hjælp. De ville gerne have givet mig en hånd. Kunne det samme ikke opstå i forstæderne, spørger du så. Jo, men mit evige omkvæd er, at der skal være noget at være fælles om. Og markedet modarbejder det. Man kan købe en boremaskine i stedet for at låne, man kan købe nogen til at flytte bøger eller skære træet ned i haven i stedet for at spørge naboen. Og det kræver mod at bede om hjælp.«

Mod?

»I de islandske sagaer optræder en rig gnier. Han vil ikke modtage gaver, for så skal han give noget igen. Vi kender det nok mange af os. Bekymringen for at skylde. Men vi må ikke udvikle os til en nation af rige gniere her i landet, der køber os til alt det, vi skal bruge, og helst ikke beder andre om hjælp af frygt for, hvad der forventes tilbage. Når vi ikke tør det, så melder vi os ud af fællesskabet, og så bliver vi ensomme. Samfundsglæden kommer af fællesskabet.«

Hvad siger du til dem, der tænker, at du sidder her i dit krystalpalads og arbejder hjemmefra og ser på en verden langt væk fra dem, der bor derude, hvor man skal ringe efter elektrikeren, hvis man får et hjerteanfald?

»Men det er jo netop, fordi vi ikke forholder os til vores hverdag længere, at tingene kan få lov til at skride så meget ud, som de har gjort. Jeg kan godt forstå, at nogle kan tænke, at jeg har det vældig godt herude, men jeg har jo valgt det. Jeg har formet mit liv. Dette er jo ikke et dyrt sted at bo. Det er bare et besværligt sted at bo, fordi det er uden for en storby. Men der er mange steder i landet, hvor folk er optaget af, at man kan få et bedre liv gennem fællesskabet. Bevægelsen er i gang – især derude, hvor man skal ringe efter elektrikeren, hvis man får et hjerteanfald. Der er nemlig noget på spil.«

En time er gået. Jeg siger til Tor Nørretranders, at jeg ikke ved, om jeg ser lysere på samfundet.

»Det ved du ikke? Du er sørme en tung klient,« konstaterer han.

Men hvad siger du skal jeg holde op med at være bekymret?

»Jeg ville være enormt bekymret, hvis jeg ikke længere var bekymret. At ændre klimaet og styrke fællesskabet kan kun lykkes, hvis vi alle er bekymrede, og vi derfor gør noget ved det. Bekymring er en nødvendig drivkraft. Vi skal hele tiden opfatte, at der er en udfordring. Du skal se det sådan her. I stedet for at tænke ”Åh nej, skal vi nu forholde os til karakterskalaen i skolerne? Åh nej, hvad skal vi spise om 10 år, når der ikke er noget kvæg tilbage”, så skal vi i stedet sige: Fedt! Der er en udfordring. Det flytter vi os af.«

Vi går udenfor i haven.

Joachim Ladefoged tager fotos, mens jeg ser Tor Nørretranders datter komme cyklende på landevejen mod sit hjem. Hun synger med høretelefoner på. De vinker til hinanden.

Kort efter haster vi mod færgen hjem.

Dagen efter finder jeg i min taske en lyserød badge, som Tor Nørretranders gav til mig. Der står »JES! JEG ELSKER SAMFUNDET« på en lyserød baggrund. Man bliver glad af at se på den. Da jeg vil hæfte den på min skjorte, knækker sikkerhedsnålen af bagsiden. Et vink? Der er åbenbart intet quickfix, hvad angår samfundsterapi.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.