»Da de dyttende kørte helt op bag ved slamsugeren og signalerede, at de skulle stoppe, åbnede Tim for lorteslusen, og en fed stråle ...«

Kort resumé: Hovedpersonerne Tim og Tom er på flugt efter at have lagt sig ud med mafiaen i en flygtningelejr. Og efter at have likvideret en håndfuld banditter, tager de flugten. Det ser ganske alvorligt ud for dem, men Tim og Tom er i besiddelse af et dødbringende våben, en gigantisk slamsuger. Flugten fører dem over grænsen til Tyrkiet, hvor de opnår status som rigtige flygtninge.

Uddrag fra ”Tim & Tom”:

Efter 40 kilometer drejede alle lastbilerne i konvojen af mod en storby, mens Tim og Tom fortsatte stik nord i slamsugeren. Det gik også fint de næste 50 kilometer, indtil de passerede et sted med fire-fem huse, og det viste sig, at der, på den anden side af det sidste hus, holdt fire syriske oprørere i en pickup med et maskingevær på ladet. Tim og Tom anede ikke, om det var IS, oprørere eller regeringsfolk, så da de satte efter dem, kommanderede Tom, at Tim skulle være klar ved snoretrækket.

Da de dyttende kørte helt op bag ved slamsugeren og signalerede, at de skulle stoppe, åbnede Tim for lorteslusen, og en fed stråle afføring fejede de to mænd, som passede maskingeværet, af ladet, mens vognen fortsatte op på siden af lastbilen.

Da de kom op på siden af dem, kastede Tom en håndgranat ind ad det åbne vindue og drejede samtidig slamsugeren over i dem, så de ikke alene kørte i grøften – de sprang også i tusind stykker.

Tim og Tom sænkede ikke farten, men drønede videre, i håb om at de kunne nå de sidste 10 kilometer hen til den tyrkiske grænse uden at blive stoppet og dræbt.

Da de langt om længe anede grænsestationen, kunne Tom se, at der ikke holdt nogen biler, så han gav slamsugeren fuld gas og pløjede sig lige igennem grænsebomme og paskontroller, mens folk sprang til alle sider for at undgå at blive ramt.

Da de steg ud af slamsugeren – med hænderne over hovedet – var de lige nøjagtig på tyrkisk jord.

»Asyl! Asyl! Asyl!« De råbte begge højt til de fremstormende soldater.

Tim og Tom blev omgående lagt i håndjern, men da kommandanten så, at nummerpladerne på slamsugeren var libanesiske, blev stemningen en anelse venligere. Ingen ville røre ved de to ildelugtende, ubarberede mænd, som samtidig var begyndt at lyde som folk, der ikke kan høre sig selv. Med nogle underlige da da-lyde fik Tom gjort opmærksom på kufferten bag forsædet, og da de så skiltene med ’Hjælp mig. Jeg er døvstum’ – og at der lå en koran og nogle nomadeklæder i kufferterne – lettede stemningen en anelse.

De blev nu ført ind på et kontor, hvor det så ud, som om de blev registreret. Det hele afsluttede med, at de satte deres fingeraftryk nederst på rapporten som en slags underskrift, og så tog de håndjernene af dem og gennede dem over til en masse andre flygtninge, der ventede inde bag et stort hegn. Kufferterne fik de også med sig, og det var lige før, Tom faldt på knæ og takkede for, at de ikke opdagede, at den ene klædedragt i kufferten var til en kvinde, og at Tom havde gemt 10.000 dollars under en falsk bund i sin kuffert.

Håndgranaterne i vognen havde de smidt ud, inden de nåede grænsen, og til deres held viste det sig, at vognen, de havde sprængt i luften, havde tilhørt en eftersøgt kurder i Tyrkiet, så rygtet var nået i forvejen via telefon. De smadrede grænsebomme betød ingenting, og ydermere havde overraskelsen over, at de var døvstumme, taget pippet fra de hårdkogte grænsegendarmer. De troede fuldt og fast på, hvad der stod på skiltene.

Efter den lange køretur uden forrude i lastbilen lignede Tim og Tom, hvad de i grunden også var, to mellemøstlige banditter, som kamelerne havde pisset på, men med deres døvstummefagter virkede de nu ganske troværdige. De lugtede stadig fælt af lort, så alle lod dem være i fred, og i et ubevogtet øjeblik skiftede de begge til den lokale libanesiske bondebeklædning, så Tim havde hele ansigtet dækket til, mens Tom var klædt i hat, kjortel med sandaler og store høreapparater, der strittede ud af hvert øre.

Kufferterne faldt ingen i øjnene, da næsten halvdelen havde sådan en. Ovenikøbet samme design. Kedeldragterne fra Naturstyrelsen og sikkerhedsskoene beholdt de i kufferten med den hemmelige bund.

Der var et par tusind mennesker bag hegnet i lejren, men alle passede sig selv, så ingen lagde mærke til, at der pludselig var kommet et døvstumt syrisk ægtepar til. Tim og Tom gik op i den modsatte ende af lejren, så de var helt sikre på ikke at blive genkendt. Lejren var en stor samling af mennesker med tunge skæbner, og alle var på vej videre. Hele tiden holdt 2.000 par øjne udkig efter en smutvej til det forjættede Nordeuropa, hvor alle vidste, at der var arbejde og velstand.

Tim og Tom forstod ikke en lyd af sproget, der blev talt i lejren, så deres falske døvstummeidentitet passede perfekt.

Uddrag nummer to

Kort resumé: Fra højeste sted er det besluttet, at Tim og Tim skal løslades fra fængslet. Der er pladsmangel i brummen, og myndighederne kan slå to fluer med ét smæk: Slippe af med både svage flygtninge og langtidskriminelle på én gang. Så Tim og Tom skal være frivillige i Baalbeck-flygtningelejren i Libanon, hvor de får titlen infrastrukturkonsulenter. De får stillet en gigantisk slamsuger til deres rådighed i embeds medfør.

– Skal vi så se at komme af sted, taxaen venter!

Taxachaufføren, der skulle køre dem til lufthavnen, var indvandrer med libanesisk baggrund. Da han hørte, at de skulle til Libanon, blev han helt rørt og sang den sang, hans mor altid sang for ham, når han skulle sove.

Hele turen ud til Kastrup snakkede chaufføren om sin mor og Libanon, så det var først, da Tim og Tom sad oppe i flyveren mellem de andre frivillige – to politibetjente og fire hjemmeværnsfolk – at det gik op for dem, at det var point of no return.

Alle i den otte mand store danske gruppe i flyet var på vej væk fra skilsmisser, kedelige liv og fængsler. En flygtningelejr i Libanon skulle i al sin elendighed være den mening, de sådan savnede i deres liv. Tim og Tom var tvunget, mens de andre seks andre havde meldt sig frivilligt.

Ved ankomsten til Libanon blev de omgående kørt til lejren, og knap tre timer senere sad de på hver sin feltseng og havde svært ved at få den lange rejse ud af kroppen. Udenfor slap den lave sol igennem og oplyste nogle bræddegange, der løb ned mellem de mange telte, så langt øjet rak.

Vinden blæste støv og sand op, mens aftenskumringen kom snigende med sin kølige brise. Hele flygtningelejren trak sig som en snegl ind i sig selv, og alt, hvad der var tilbage af dagens hektiske aktiviteter, var hundeglam og spredte grupper af unge mænd, der i skumringen alle virkede en smule faretruende.

Den eneste belysning udenfor var gullige lamper placeret med 50 meters afstand, så man kunne orientere sig, når man skulle på lokum i løbet af natten. Al belysning indendøre var derimod LED-lamper, som gav et helt unaturligt klart og skinnede hvidt lys.

I Tims og Toms telt, som de delte med de fire fra hjemmeværnet og de to fra det danske politi, var stemningen som på en mellemting mellem et solcenter og et felthospital. Alle havde lagt sig i deres senge under deres vattæpper og stirrede op i teltdugen som en flok patienter, der ventede på at blive kørt ind på operationsstuen, mens det unaturligt skarpe lys blottede teltets charmeforladte ensomhed. Der var en lugt af jord fra gulvet iblandet stanken af silikone fra teltdugen. Alting var nyt, lige fra madrasser og sengetøj til beboernes fodtøj og kufferter.

Der lå de og ventede på at komme i gang med en tilværelse som de barmhjertige samaritanere, selvom ingen af dem kendte hverken sproget, klimaet, geografien, maden eller musikken. De var alle udsendt af politikere, der var tvunget til at vise handlekraft. De otte mænd lå i det hvide telt som brikker i et indenrigspolitisk spil. Indtil videre havde det haft en beroligende effekt på TV-nyhederne hjemme i Danmark, men ingen anede, hvad morgendagen ville bringe.

De eneste, der kunne sove, var Tim og Tom. De var vant til hårde madrasser fra fængslet og lyde alle steder fra. Resten af teltet havde en forfærdelig nat med meget lidt søvn, og hvis de endelig faldt i søvn, blev de vækket af Tims mareridt. Når de tændte deres lygter, sad Tim op i sin seng med vilde øjne og råbte om hjælp for blot bagefter at lægge sig ned og sove videre, som om intet var hændt.

Tom konstaterede, hvor forskrækkede de allesammen blev, og så straks en mulighed for at sælge nogle af sine sovepiller til dem. Tims forfærdelige mareridt og skrig om natten fik hurtigt folk til at gå i en stor bue uden om det ’forheksede’ telt, og det skulle vise sig, at kombinationen af dårlig søvn og nerver – i et samfund, hvor alkohol var bandlyst – ville blive en indbringende forretning for Tim og Tom.