Susanne Bier slår Netflix-rekord med "Bird Box"
Få stjerner og skeptiske anmeldere ser ikke ud til at holde Netflix-brugerne fra Susanne Biers nye dommedagsfilm ”Bird Box”. Faktisk slår filmen nu rekord på streamingtjenesten.
Siden Susanne Biers science fiction-film ”Bird Box” blev lagt op på Netflixs hjemmeside den 21. december, er der blevet trykket ”play” mere end 45 millioner gange.
Dermed har filmen sat rekord for bedste åbningsuge nogensinde for en Netflix-film. Det oplyser streamingtjenesten på Twitter.
Den postapokalyptiske Netflix-producerede film følger kvinden Malorie, spillet af Hollywood-skuespillerinden Sandra Bullock, der sammen med sine to børn må flygte som følge af en global katastrofe.
I dommedagsfilmen får ukendte monstre alle, der kigger på dem, til at begå selvmord eller blive forkyndere.
»Hvis I kigger, så dør I,« lyder den kontante besked til børnene i filmen, der udover Sandra Bullock også har Trevante Rhodes, John Malkovich og Sarah Paulson på rollelisten.
Selv har Susanne Bier, filmens danske instruktør, tidligere udtalt, at filmen er skabt til publikum.
»Det er faktisk en publikumsfilm, og der er stadig lidt en tradition for, at der er større kløfter mellem anmeldere og publikum i nogle af de amerikanske/engelske medier,« har Susanne Bier sagt til B.T.
Uoriginal eller dødspændende
Og filmen har fået en hård modtagelse af mange danske og udenlandske anmeldere, der bl.a. har beskyldt ”Bird Box” for at være uoriginal og for at ligne mange andre film i samme genre.
»I dag kan du se Susanne Biers nye Netflix-film... men det behøver du ikke,« lød det bl.a. i DR’s anmeldelse, mens Politikens anmelder skrev, at den »ligner alle de andre undergangs-blockbustere.«
Heller ikke Berlingskes anmelder var begejstret for Biers nyeste arbejde:
»Det skinner lidt for tydeligt igennem, at der nok kun har været en regulær drivkraft bag Bird Box: Penge.«
I udlandet har medier som The Guardian, The Telegraph og The New York Times også været sparsomme med stjernerne til Susanne Biers og Netflixs samarbejde.
Anderledes positivt lød det dog i Informations anmeldelse, der kaldte filmen »dødspændende«.
”Bird Box” er desuden blevet storrost af den verdenskendte gyserforfatter Stephen King, der på sin Twitter-konto har skrevet, at han er »fuldstændig betaget af Bird Box.« Tro ikke på de lunkne anmeldelser, lyder forfatterens opfordring.