Fortsæt til indhold
Kultur

Michelle Obama til København

Michelle Obama gæster Royal Arena i forbindelse med den aktuelle biografi ”Becoming”.

Festivalen Heartland præsenterer - i samarbejde med Live Nation - Michelle Obama, når hun gæster Royal Arena i København den 9. april 2019 som led i hendes bog-turné for biografien ”Becoming”.

Siden Heartlands begyndelse i 2016 har ambitionen været at skabe »kvalitetsindhold og unikke oplevelser igennem festivalens fire ben; music, art, talks og food,« lyder det i en pressemeddelelse:

»Særligt Heartland talks er skabt på baggrund af et behov for relevans og autencitet i den offentlige samtale. Ønsket er at give perspektiv på den tid, vi lever i, med hjælp fra en række af de mest inspirerende og dagsordensættende profiler fra ind- og udland. Derfor er det naturligt for Heartland at være medarrangør på eventen med Michelle Obama, der er blevet en af de mest ikoniske og beundrede kvinder i vores æra.«

Ulrik Ørum-Petersen, direktør for Heartland, udtaler:

»Michelle Obama har været på listen over drømme-personligheder på Heartland, siden vi startede festivalen. Vi er derfor taknemmelige over, at hun har valgt at gæste København som én af kun seks byer i Europa på hendes tour. Vi har indtil nu kun lavet ganske få talks uden for Egeskov Slot, så vi er ekstra stolte over at starte med så stort et navn.«

Billetsalget begynder fredag den 14. december kl. 10 via livenation.dk og ticketmaster.dk. Priserne spænder fra 300 kr. for de billgste billetter til 3.450 kr. for de dyreste.