Fortsæt til indhold
Kultur

Håndskrevet brev fra Einstein solgt for millioner på auktion

Einsteins tanker om religion, bibel og tro gik næsten for det dobbelte af vurderingen.

Et brev på halvanden side trak tirsdag et hammerslag på 2,89 mio. dollars – svarende til næsten 19 mio. kr. - hos auktionshuset Christies i New York.

Men det var heller ikke hvem som helst, der havde ført pennen. Fysikeren Albert Einstein skrev og sendte brevet i 1954. Det var adresseret til den tyske filosof Eric Cutkind og indeholdt Einsteins nedskrevne tanker om religion, bibel og tro.

»Ordet Gud har for mig ingen anden betydning end at være et udtryk for menneskelig svaghed. Bibelen er en samling af ærefulde, men samtidig primitive legender, som uanset er ret barnlige,« skrev Einstein ifølge Christies oversættelse i det såkaldte ”God Letter”, der før er blevet bortauktioneret i den originale konvolut.

Einstein, der selv var jødisk, skriver endvidere, at jødedommen »som alle andre religioner er inkarnationen af den mest barnlige overtro«:

»Det jødiske folk, som jeg med glæde tilhører og til hvis mentalitet, jeg har et dybt tilhørsforhold, har for mig at se ingen andre kvaliteter end andre mennesker. Så vidt jeg har erfaret, er de heller ikke bedre end andre menneskegrupper, selvom de er beskyttet fra de værste problemer ved ikke at have nogen magt. Bortset fra det, kan jeg ikke se noget ”udvalgt” ved dem,« skrev Einstein.

Den verdensberømte fysiker, der ofte blev stemplet som ateist, brugte ikke den definition om sig selv. På spørgsmålet om, om han troede på Gud, svarede han i G. S. Vierecks bog ”Glipses of the Great”:

»Dit spørgsmål er det sværeste i verden. Det er ikke et spørgsmål, jeg kan svare simpelt på med ja eller nej. Jeg er ikke ateist. Jeg ved ikke, om jeg kan definere mig selv som panteist (opfattelsen, at Gud er i alt, eller at Gud er identisk med verden, red.). Det indeholdte problem er for enormt for vores begrænsede sind.«

Det håndskrevne brev blev sendt i 1954. Foto: Christie's Images Limited 2018/Reuters

Brevet til Gutkind var forfattet på tysk. Anledningen til det var Gutkinds bogudgivelse ”Choose Life: The Biblical Call to Revolt”.

Det dukkede første gang op i 2008, hvor nyhedsbureauet AP kunne fortælle, at det var blevet solgt for 404.000 dollars på en auktion. I 2012 blev det atter sat til salg på en Ebay-auktion, men her blev det tilsyneladende aldrig solgt. Christies havde frem mod den seneste auktion vurderet objektet til mellem 1 og 1,5 mio. dollars, men hammerslaget endte altså næsten på det dobbelte.

Einsteins nedskrevne tanker har før vist sig særdeles værdifulde. Som da hans opskrift på lykke i fjor blev solgt for 10 mio. kr. på en auktion i Jerusalem.

Opskriften bestod af to stykker brevpapir, som Albert Einstein havde skrevet under en rejse til Japan i oktober måned 1922 fra sit hotelværelse på Imperial Hotel i Tokyo.

På den længste af de to sedler stod der skrevet på tysk:

»Et roligt og beskedent liv bringer mere lykke end jagten på succes og konstant rastløshed, gør det.« Og på den anden seddel står »Hvor der er vilje, er der en vej.«