Cruyffs messias og den faldne engel

Julen er traditioner. Det er en kliché. Det er også sandt. Og i mit fædrene parcelhus er en af dem fodbold i fjernsynet. Nærmere bestemt juleferiens Premiere League-kampe, hvis dumpe sparkelyde, kommentatorspor og ekspertsniksnak er en fast del af højtidens soundtrack.

I år er der god chance for at navnet José Mourinho kan blive lidt af et omkvæd. For efter en sæson fyldt med skuffende og uinspirerede indsatser valgte Manchester United tirsdag den 18. december at fyre den portugisiske manager. Det blev til små halvandet år i klubben, der godt nok sikrede tre ”små” titler (EFL Cuppen, Community Shield og UEFA’s Europa League), men som også har set de røde djævle sakke bagud til konkurrerende storklubber som Tottenham, Liverpool og – ikke mindst – Manchester City.

Om ikke andet kan fyringen af Mourinho addere drama til et juleprogram, der med kampe som Cardiff-Manchester United (den 22. dec.), Everton – Tottenham (den 23. dec.) og Fulham – Wolves (den 26. dec.). blegner i lyset af topbraget mellem Manchester City og Liverpool, der den 3. januar får lov til at sparke 2019 ind.

Og tager man den engelske fodboldjournalist Jonathan Wilsons nye bog med ind foran skærmen i juledagene, så kan man måske få øje på det større og længerevarende drama, som Mourinhos fyring indskriver sig i. For ifølge ”The Barcelona Legacy. Guardiola, Mourinho and the Fight for Football’s Soul” (”Arven fra Barcelona. Guardiola, Mourinho og kampen om fodboldens sjæl”) har Mourinho spillet en central rolle i det, Wilson beskriver som kampen om fodboldens sjæl. En kamp, der udkrystaliseres i de seneste tiårs nok mest ikoniske og profilerede trænerrivalisering; den mellem Mourinho og Manchester Citys manager Pep Guardiola.

Det hollandske spøgelse

”The Barcelona Legacy” er ikke en biografi. Den er heller ikke en bog udelukkende om Pep vs. José. Andre gennemgående og velkendte navne i bogen er således Ronald Koeman, Luis Enrique, Frank de Boer og – ikke mindst – Louis van Gaal, som Mourinho overtog United-trænersædet fra i 2016.

Det samlende punkt for alle disse skikkelser er ikke 10’ernes England, men slut-80’erne og start-90’ernes Barcelona, eller slet og ret Johan Cruyffs Barcelona, hvor den kompromisløse hollandske legende som træner mellem 1988 og 1996 med afsæt i 1970’ernes hollandske totalfodbold revolutionerede fodbolden. En revolution, som ifølge Wilson udgør den arv, der forbinder de nævnte fodboldnotabiliteter – der alle har spillet for Cruyff og/eller efterfulgt ham som trænere, assistenter m.v. – og som de på forskellig vis forvalter.

Tænker man på Cruyffs såkaldte ”dream team” – det med Hristo Stoitjkov, Romario, storebror Laudrup og, nåja, en ung Guardiolo – er det umiddelbart ”teknik” og ”kreativitet”, der presser sig på. Men Cruyff insisterede på, at hjertet i holdets succes var anderledes disciplineret; positionering, pres og afleveringer:

»Det er ikke spilleren med bolden, der dikterer, hvor bolden ender, men spillerne uden bold,« som Cruyff formulerede det.

At se rum, at forstå rum og at skabe dem via bevægelse og hurtige pasninger. Det er kernen i Cruyffs vision, der ifølge Wilson har defineret »fodbolden i det 21. århundredes to første årtier«.

Taktik og idealisme

”The Barcelona Legacy” er altså grundlæggende en bog om taktik. På den måde fortsætter Jonathan Wilson konstanten i sit efterhånden omfattende forfatterskab og ikke mindst fra hovedværket ”Inverting the Pyramid” (2008), der gennemgår spillets taktiske udvikling fra slutningen af 1800-tallet og frem til det 21. århundrede.

Det kan lyde tørt. Det er det også til tider, men mestendels fascinerende og medrivende. Årsagen er ikke bare Wilsons magistrale viden, men også hans sans for historier. Og i ”The Barcelona Legacy” er det altså historien om den fodboldideologiske værdikamp, som Wilson insisterer på er kernen i fortællingen om spillets udvikling post-Cruyff.

Som Wilson skriver et sted, er Cruyffs fodboldvisioner netop sært distancerede fra »trivielle problemer såsom resultater«.

Pointen er ikke, at Cruyff ikke var succesfuld hvad angår trofæer, det var han. Men at det snarere er de ”etiske” og æstetiske impulser – idealet om ”attraktiv fodbold”, som er ”en nydelse at se og spille” – der er det centrale i hans fodboldfilosofi, der på denne vis altid peger ud over snævre spørgsmål om sejre og pokaler.

Ifølge Wilson er det netop det spørgsmål, der konstant lurer i duellen mellem Guardiola og Mourinho. Og det er det, der gør den til en mere end rent taktisk duel mellem ”post-cruyffianismens Messias” og ”den faldne engel”.

Krydsklip

Den 14. maj 1997: Barcelona vinder Europa Cup’en for pokalvindere med en 1-0-sejr over Paris Saint-Germain. Genser man tv-billederne af de jublende spillere, falder en pudsig detalje i øjnene. Nemlig, at Guardiola, der er blandt de sejrende Barca-spillere, fejrer triumfen med og omfavner … José Mourinho. Den unge portugiser, der efter at have været den engelske træner Bobby Robsons tolk under dennes ophold i portugisisk fodbold, blev hans assistenttræner, og som – da Robson hentedes til Barcelona som erstatning for Cruyff i 1996 – nu var en del af den catalanske storklubs trænerstab.

Den 26. april 2011: I de måske mest intense tre uger i nyere fodboldhistorie skal Barcelona, der nu trænes af Guardiola, og Real Madrid med Mourinho i spidsen mødes ikke mindre end fire gange på blot 18 dage; én gang i ligaen, én gang i den spanske pokalfinale og til sidst to gange i Champions League-semifinalerne. Barca vinder ligakampen (og dermed de facto titlen som spansk mester), mens Real tager pokalen. Efter disse kampe er Mourinho (symptomatisk for hans berømte og berygtede mind-games) gentagne gange i offensiven med anklager om et pro-Barcelona-komplot, urent trav og mistænkeligt dommertække.

Guardiola agerer karakteristisk roligt. Men på pressemødet forud for den første CL-semifinale reagerer han sjældent hidsigt. Skælmsk påpeger han, at Mourinho er i gang med at vinde sin egen, personlige Champions League i form af pressekampen uden for banen, for her er Mourinho »fucking chefen«. Han fortsætter:

»For vores vedkommende spiller vi bare. Vi nøjes med vores ”mindre” sejre, der ser ud til at afvinde beundring verden over … Vi prøver altid at konkurrere på den måde, vi kender til, nemlig ved at spille god fodbold. Det ved han (Mourinho, red.). Han lærte det her, vi hjalp ham med at blive træner.«

Udtalelsen rummer en svigende hån. Den understreger både portugiserens gæld til Barcelona og herigennem hans underlegenhed. Det er ”os”, der har lært ham det, han ved. Samtidig med at han har svigtet idealerne. Modsat Barcelona spiller han ikke god, beundringsværdig fodbold.

Samtidig er bandbullen dog også en besynderlig bekræftelse. Den demonstrerer, at det er lykkedes Mourinho at komme under huden på Guardiola; at han er blevet én, selv mægtige Barcelona må forholde sig til. Også selv om catalonierne endte med at trække det lange strå i de efterfølgende CL-semifinaler (efter en 2-0 sejr på udebane og 1-1 hjemme), der banede vejen for den endelige triumf: finalesejren på Wembley efter en 3-1-udklassering af Manchester United.

Dem med bolden er bange

Det peger på en af de konfliktlinjer, som også inkarneres af Guardiola og Mourinho. Konflikten mellem fodboldens insider og fodboldens outsider.

I den fortælling (som også i høj grad er hans selvfortælling) er Mourinho antihelten. Træneren, der »aldrig er kommet sig over selv at være mislykket som spiller«, og som – via tolketjansen hos Robson – har møvet sig ind i den elite, der aldrig rigtig har omfavnet ham.

Guardiola er omvendt fodboldens lyse søn. En Cruyff-yndling, der i modsætning til Mourinho – hvis perifere Barcelona-tid endte i 2000 – blev budt velkommen tilbage i familien. Det var netop ham, der i 2008 blev udpeget til ny Barca-boss, selv om Mourinho – med CL-triumfen fra Porto (2004) og engelske mesterskaber med Chelsea (2005 og 2006) i bagagen – bejlede til posten.

Det er dette drama, som Wilson aflæser i spillet på banen. Således udtrykker den gode søn Guardiola allerede i 2008 en art trosbekendelse til Cruyff:

»I fodboldens verden, er der kun én hemmelighed. Enten har jeg bolden, eller også har jeg den ikke. Barcelona har valgt at have bolden … Og har vi den ikke … må vi få den tilbage.«

Mourinho frasiger sig derimod, den arv bliver dens anti-tese. Det kommer nok tydeligst til syne i den 7-punktsplan for ”store kampe”, som Wilson beskriver. Her lyder punkt 1 ganske enkelt, »at kampen vindes af det hold, der begår færrest fejl«, hvilket uddybes i punkt 4: »Det hold, der har bolden, har større risiko for at begå fejl.« Konsekvensen opsummeres i de sidste tre punkters logiske konklusion: 5) Dem, der frasiger sig bolden, reducerer muligheden for fejl. 6) Dem, der har bolden, er bange. 7) Dem, der ikke har den, er derfor stærkere.

Mourinhos fodboldsyn er dog ikke bare et stædigt opgør mod Cruyff-arven, men også et effektivt modtræk til den. Hvordan man ved at dyrke det dybtliggende, afventende og kontraorienterede og i den forstand re-agerende kan udnytte svaghederne i en spillestil, der insisterer på det højtliggende, boldbesiddende og proaktive. Dét er historien i en af Mourinhos største triumfer: Da han i 2010 med Inter slår Guardiolas Barcelona ud af Champions League – takket være reglen om udebanemål – med et 0-1-nederlag i en kamp, hvor Inter blot – retfærdigvist efter at have spillet ti mand efter en udvisning – blot har en boldbesiddelse på 19 procent. Ifølge Mourinho »det smukkeste nederlag i mit liv«.

Fjender er bedre

Men hvem er sejrherren på den lange bane? Med Mourinhos fyring og Manchester Citys aktuelle status som et af Europas mest interessante mandskaber, synes svaret at være ligetil. Men en af styrkerne ved Wilsons historiske gennemgang er netop demonstrationen af magtkampens foranderlighed. I semifinalen med Inter var outsideren triumfator; i deres første opgør i den spanske liga i 2010 udklasserer Guaridolas Barcelona Mourinhos Real Madrid 5-0; året efter vinder Real Madrid foran netop Barcelona.

En af ”The Barcelona Legacy”s store styrker er netop, at selv om den handler om taktik, så vedgår den også, at taktik ikke er alt. At fodboldholds storhed eksempelvis også handler om cyklusser af spillere, om holdenes egne peaks og bølgedale. Et fællespunkt mellem Pep og Mou er netop også, at de ikke er blivende trænere. De udmatter spillere, systemet og måske også sig selv. Og så må de videre.

Det ændrer dog ikke ved, at ”The Barcelona Legacy” uundgåeligt fordrer og kvalificerer overvejelsen om fodboldens sjæl. Hvad er den rigtige fodbold, hvad skal fodbold være? Det er denne konflikt, der gør rivaliseringen mellem Mourinho og Guardiola så fascinerende. Ikke kun grundet deres taktiske kampe, men pga. de værdikonflikter, der lurer i dem.

Og det er netop derfor, fodbolden næres af og drives frem af de store ikoniske rivaliseringer. Som Mourinho – der, når det kommer til oneliners, indiskutabelt er Guardiolas overmand – har formuleret det: »At have fjender, der sikrer, at man giver sig det ypperste, er ikke nødvendigt. Men det er bedre.«

Spørgsmålet er dog, om Mourinho efter et forløb Manchester United, der hverken har budt på stor fodbold eller store triumfer – hverken pragmatiske eller ideologiske sejre – igen vil få muligheden for at udfordre sin nemesis på den største scene?