Fortsæt til indhold
Kultur

Dronningens nytårstale flytter på grund af renovering

I år kan man opleve livgarden ved Fredensborg Slot, hvor den ydre slotsgård er åben for publikum.

Når dronning Margrethe hvert år toner frem på skærmen med sin nytårstale, er det som regel dronningens modtageværelse i Christian IX’s Palæ på Amalienborg, der danner ramme om traditionen.

Men i 2018 bliver talen læst op fra Fredensborg Slot, oplyser kongehuset mandag.

Her har dronningen nemlig residens, mens der foregår en renovering af en større underjordisk afløbsinstallation på Amalienborg Slotsplads.

Renoveringen er en del af skybrudssikringen af Frederiksstaden og Bredgadekvarteret, hvorfra regnvand under skybrud skal kunne ledes hurtigt bort og ud i havnen netop ved Amaliehaven, skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Hvis man planlægger at aflægge dronningen en nytårsvisit, skal man på årets sidste dag søge til Fredensborg Slot, hvor den ydre slotsgård vil være åben for publikum.

Her kan man overvære livgardens æresbevisning, som begynder umiddelbart inden nytårstalen. Efter talen bliver ”Kong Christian stod ved højen mast” spillet. Der vil til gengæld ikke være nogen særlige foranstaltninger på Amalienborg Slotsplads, hvor talen plejer at blive transmitteret på storskærm.

Talen bliver som vanligt sendt direkte på tv, radio og på internettet den 31. december kl. 18.

Det er ikke første gang, nytårstalen bliver transmitteret fra Fredensborg Slot, som dronningen typisk benytter i foråret og efteråret. Det skete så sent som i 2014 og 2015, hvor Christian IX’s Palæ blev renoveret. Også i 1979 og 1980 blev talen flyttet fra Amalienborg.

Nytårstalen som tradition går i øvrigt tilbage til Christian 9.’s tid. I 1880’erne blev der afholdt en såkaldt ”skåltale for fædrelandet”. Det skete dog ved nytårstaflet den 1. januar og ikke på årets sidste dag. Talerne er blevet transmitteret på radio siden 1941 og på tv siden 1958, hvor Frederik 9. havde ordet.