Birthe Neumann vidste tidligt, at hun var en gave til menneskeheden

Det er svært ikke at bide mærke i kontrasten mellem Birthe Neumanns 71 år og den måde, hun indtager sofaen på ved at snige fødderne lydefrit op under sig i en graciøs havfruestillling. Hun har kort forinden åbnet hoveddøren til lejligheden på Frederiksberg i mørkt tøj, blå- og hvid-stribede bløde sokker og et høfligt smil. Hendes mand, skuespilleren Paul Hüttel, befinder sig også i entréen i lang overfrakke på vej ud af døren med en pakke under armen.

Birthe Neumann sætter vand over og kommer derefter ind i stuen med en bakke med to kopper og en kande te. Hun er aktuel i Hella Joofs film ”Happy Ending”, hvor Birthe Neumann spiller Helle, der glæder sig til, at hendes mand, Peter (spillet af Kurt Ravn), endelig trækker sig tilbage fra arbejdslivet for at overgive sig til familiens – eller måske snarere hendes – skød. Hidtil har han stået for indtjeningen til deres store hus, mens hun til gengæld har holdt det og taget sig af datteren og børnebørnene sideløbende med job på nedsat tid.

I fritiden nyder parret middage med gamle venner, mens det knapt tørlagte sexliv hjælpes på vej af glidecreme, som de har stående i en Royal Copenhagen-krukke på natbordet. Ofte ender de dog med at onanere side om side på de vante pladser i sengen.

Men både sexlivet og drømmene får en glidende tackling og en helt ny retning, da Peter erklærer, at han har investeret hele deres opsparing i et østrigsk vinhus og i øvrigt forlader hende. Derefter står den på massiv nedtur for Helle, opgraderede Facebook-profiler, nye dating-forsøg, sexet undertøj og selfiestang-missioner, Viagra og frapperende sex fra helt uventede kanter.

»Helle har levet på forventet efterbevilling og sat sig selv lidt standby i en lang årrække. Med forhåbningen om, at de gode tider ligger dér fremme. Hun havde glædet sig: ”Nu er det vores tur til at lave noget sammen.” Det har ikke været kløgtigt, men jeg tror, at mange kan spejle sig i de valg, og det er jo heller ikke usympatisk at have valgt at leve for familien. Men hun har gjort regning uden vært, ikke taget ham med, ikke delagtiggjort ham i, hvad hun gik og tullede med – så de har mistet hinanden undervejs,« forklarer Birthe Neumann om sin karakter i filmen.

Kvinden som andenviolin

Birthe Neumann afviser, at hun ofte bliver valgt til at spille overklassekvinde, for igennem sin 40 år lange ansættelse på Det Kongelige Teater har hun portrætteret de fleste mennesketyper. Men hun medgiver sin sympati for denne type kvinder.

»Jeg synes, det er en dejlig kvindetype at beskrive. Der er så meget af det, som jeg genkender fra min mors generation, det her med at træde i baggrunden og være hjemmegående for at hjælpe sin mand og sine børn, men hvor det gøres med en anelse utilfredshed, ikke aggressivt, men bare denne her offerrolle over at føle sig som andenviolin, fordi man tager mere fra i hjemmet. Det er der jo stadig mange kvinder, der kender, selv om de arbejder.«

Er det også noget, du selv kender?

»Nej! På den front har jeg altid været meget atypisk. Det er mit gemyt – jeg er dybt fraværende i alle de der praktiske ting. Det er også derfor, her ligner møg, jeg ser det ikke. Og den del af det er jeg egentlig ret glad for,« siger Birthe Neumann og kigger opgivende ud i stuen, som måske ikke sitrer af duftlys og nøje iscenesat nips, men dog fremstår ryddelig og fin med svungne træmøbler, ægte tæpper, oliemalerier og et hvidt bornholmerur, der med sin rolige tikken betoner fornemmelsen af at være i et hjem beboet af mennesker med nogle år på bagen.

Sværmerisk og fraværende

Birthe Neumann læner nakken tilbage og kører hurtigt fingrene igennem de lysegrå krøller.

»Jeg slår tit mig selv i hovedet, når det er kammet over, og jeg bliver alt for forsømmelig og sjusket og fraværende, men jeg har bare hovedet et andet sted, det er min natur at være sværmerisk og fraværende. Heldigvis supplerer vi hinanden så glimrende, for min mand er fuldstændig modsat, han har struktur i alt,« siger Birthe Neumann, der har dannet par med Paul Hüttel i 40 år.

Hun er konstant opmærksom på ikke at forsvinde væk i sine tanker, fortæller hun. Den ene tager nemlig den anden, og pludselig står hun i metroen uden at have checket rejsekortet ind eller sidder og stopper sit møl-angrebne cashmere-tørklæde i timevis uden at have den mindste smule erfaring med hverken møl eller stoppenål.

»I den sammenhæng er mit arbejde en gave, for dér lever jeg af at indtage en anden verden, og dér får jeg udfyldt det sværmeriske behov. Til gengæld er det så rart at komme hjem, sætte sig ned og få en ostemad,« ler Birthe Neumann, der hellere hopper op i Det Gyldne Tårn i Tivoli end at trave ned ad den gyldne middelvej.

Tanken om hvordan hun ville klare sig, hvis hun selv skulle blive forladt, har strejfet hende adskillige gange.

»Jeg ville være fortabt. Og virkelig angst. Så skulle jeg gennemgå en metamorfose og blive en helt anden person, blive målrettet og konkret i alle mine vaner og tanker og tage stilling til alle de ting, som jeg synes er så rædselsfuldt kedelige som forsikringer og skattefradrag; ting, som jeg slet ikke kan rumme. Der er store dele af den verden, som jeg ikke har indtaget – men jeg er også fortrøstningsfuld, jeg ville nok finde ud af det – nogen ville nok hjælpe.«

Indtil videre har hun fundet det dejligt at blive ældre.

»Det overraskede mig meget, da jeg blev 50, hvor fantastisk det var – der var så meget, der var modnet i mig. Da jeg fyldte 60, blev jeg bedstemor, og det var også så helt utroligt verdensomvæltende og berigende. Jeg har forbundet dét at blive ældre med at blive klogere på mig selv og med at få ordnet lidt af det kaos, der måske har været i mig.«

Da Snehvide-drømmen brast

Da Birthe Neumann var yngre, kørte karrieren som skuespiller mere bumlet. Det var i de år, hun så gerne ville være dygtig og gøre alting på den rigtige måde. Dengang tankerne kredsede om præstation og anerkendelse, mens følelserne var inficeret med utilstrækkelighed i forhold til rollen som både mor, kone og skuespiller.

»Min karriere kom sent i gang, det er måske hovent at sige, for jeg har været sindssygt heldig og føler mig meget privilegeret, men hvis jeg kigger på det, jeg har lavet, har jeg haft mere medvind, jo ældre jeg er blevet. Nu orker jeg ikke at komme ind på min lange depressionsperiode, men det har jo også noget med den at gøre. For det var et skelsættende sted i mit liv omkring de fyrre, hvor jeg gik i stykker, knækkede. Dét at komme om den anden side og få sat tingene sammen og opleve, at jeg formåede at samle mig selv op igen, rimpe mig sammen, det giver en følelse af styrke. Ikke at jeg har været i zenit siden – hver dag er der jo noget at prøve styrken af op imod,« siger Birthe Neumann, der maler billedet af sine desillusionerede år med et alvorligt glimt i øjet:

»Jeg ville så gerne have haft sådan nogle store, flotte bryster, og jeg gik og ventede, fandeme op i 40’erne på, at de skulle komme, før jeg indså, at de sgu nok ikke kom. Jeg forestillede mig altid, at jeg ville blive sorthåret og få kæmpe bryster og ligne en blanding af Elizabeth Taylor, Snehvide og Kleopatra. Det skete bare ikke, og det slog mig ud. Det er en forfladiget måde at sige det på, men det gik ligesom op for mig, at ”heller ikke dér blev det!” Og pludselig var det, som om at alting omkring mig lukkede, og jeg stod tilbage og havde kun dét, der bare var mig. Og det kunne jeg slet ikke klare. Alt var tabt, og alle muligheder var lukkede.«

En gave til menneskeheden

Sammenbruddet handlede ikke om dårligt selvværd; snarere om, at realiteterne havde halet sig ind på Birthe Neumanns fantom-agtige glansbillede af, hvordan livet skulle forme sig. I barndommen skortede det hverken på kærlighed eller opmærksomhed, og da hun som barn og ung pige voksede op sammen med sin lillesøster i en toværelses lejlighed i 1950’ernes Vanløse med en far, der var skolelærer og en mor, der var hjemmegående, tvivlede Birthe Neumann aldrig på, at hun var en gave til menneskeheden.

»Inderst inde – midt i usikkerheden – havde jeg en fornemmelse af, at jeg var udvalgt, en gave, et uopdaget geni eller mirakel; jeg vidste bare ikke i hvilken retning, det ville åbenbares for verden. Jeg blev ikke den nye Mozart, konstaterede jeg, heller ikke Dostojevskij, men jeg vidste, at det ville komme. Jeg har været et elsket barn. Ikke forkælet eller forvænt, men jeg har aldrig manglet kærlighed og omsorg, og så har jeg haft meget fantasi, simpelthen haft en følelse af, at jeg havde tilgang til noget eller nogen, som andre ikke rigtig kunne fornemme. Adgang til stjernerne eller Gud ... «

Medgang kom med humoren

Det befriende ved at blive ældre er ifølge Birthe Neumann, at hun nu generelt er mindre fokuseret på sig selv.

»Forfængeligheden bliver mindre – men samtidig kan jeg bedre se, hvordan jeg egentlig ser ud – hvad der ligesom er tilbage. Da jeg var ung, havde jeg hele tiden et andet billede af mig selv, som man bare ikke kunne se. Det perfekte, ik’?«

Blev det billede født af, at du også var smuk?

»Nej! Jeg har aldrig været smuk, jeg har altid været meget almindelig. Man kan holde sig godt, ja bestemt, men jeg har ikke været sådan ”wow”, det har jeg ikke. Det er aldrig noget, jeg har spillet på: at være en lille godte. Jeg så da fin ud, jeg var jo ikke grim, men så fik jeg roller, hvor jeg skulle være yndig, og det var jeg ikke god til. Jeg har sådan en skæv indgang til det, jeg laver, så det var først, da jeg fandt ud af, at jeg var sjov, at jeg begyndte at få medgang i mit arbejde.«

For Birthe Neumann må skuespilarbejdet ikke være hårdt og pinefuldt.

»Jeg tror, du kommer nemmere til sandheden gennem legen – jeg gør i hvert fald. I humoren. Det har altid betydet utrolig meget for mig. Det har jeg overlevet på, også igennem de hårde og barske ting. Jeg synes ikke selv, at det betyder, at jeg er overfladisk, humor er en tillidserklæring, men det kræver selvironi. Hvis man tager sig selv meget alvorligt i en arbejdsproces, så kan tingene blive meget tunge, og dér er jeg nok lidt mere: ”op i røven med det”.«

Så hvis du skal bryde sammen i en scene, står du ikke og genkalder dig en smertefuld oplevelse?

»Jo, det kan da godt være, jo, det gør jeg da. Ellers kan det ikke blive ægte, men det er stadig en leg – hvis jeg skal stå og piske mig selv, så duer det ikke. Hvis jeg kan komme til det smertefulde ved at lege eller give mig hen, så er det noget helt andet. Forstår du det? Jeg har lært, at leg og hengivelse kræver, at jeg opgiver målsætninger og præstation: nyd det, leg det, vær i det! Jeg taler kun om mig selv, for resultatet taler for sig selv. Hvis jeg oplever en fantastisk scene, er jeg jo ligeglad, om de har stået og stukket sig med nåle for at kunne gøre det. Jeg siger bare, at det er min vej. Jeg er et følsomt menneske, det er vigtigt for mig, at stemningen er god – lige så snart, en proces er belastet af dårlig karma, bliver jeg meget påvirket.«

Hvordan tror du selv, du er at spille sammen med?

»Fantastisk!« siger hun og bryder ud i en smittende latter, som bare fortsætter, indtil klukkene sættes en tone op og afsluttes af en lys trille og et par snøft.