Fortsæt til indhold
Kultur

Se Kasper Eistrup portræt af kronprins Frederik

Kunstneren har rustet sig til »en potentiel røvfuld«.

Navnet er Frederik. Kronprins Frederik.

Der er klare James Bond-referencer i Kasper Eistrups portræt, der blev afsløret fredag eftermiddag. Her er kronprinsen afbilledet i seler og synlige sokker i en lyserød veloursofa med et cocktailglas - formentlig en martini - ved sin side og en stor violinfigen i ryggen.

Billedkunstneren, der også er kendt for sin fortid som forsanger i rockbandet Kashmir, takkede faktisk nej, da han først blev spurgt om at udarbejde et portræt i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag i 2018.

Han var ikke interesseret i at arbejde inden for de låste rammer, som bl.a. indebar at repræsentere grundloven og kongeriget samt medaljer og ordener på uniformen i værket. Men så tog Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot kontakt, fordi man her ønskede at lave en retrospektiv udstilling med Kasper Eistrup.

Det var i den forbindelse, det blev foreslået, at han til museets portrætsamling skulle udarbejde det uofficielle portræt af kronprinsen. Siden mødtes de to flere gange og blev du’s med hinanden.

Ifølge kunstneren selv er kronprinsen blevet foreviget med et udtryk, der måske er »lidt mere eftertænksomt«, end vi er vant til at se. Han har ønsket at vise en mere afslappet eller personlig side af kronprinsen, end når han optræder i uniform, frømandsdragt eller sælskindsanorak.

Kasper Eistrup er forberedt på, at reaktionerne fra beskuerne kan vise sig at være blandede.

»Denne opgave er enhver portrætkunstners drøm, men det er jo sådan med kunst, at vurderingen er subjektiv, og alle har en mening, så jeg ruster mig til en potentiel røvfuld. Men altså. Jeg har det egentlig ret godt med det her maleri. Jeg synes, det er på den rigtige vej. Figenplanten giver en ro i billedet og viser, at kronprinsen er vital, og at tingene omkring ham er rodfæstet i noget,« sagde han, da Jyllands-Posten besøgte ham undervejs i maleprocessen.

Portrættet indgår sammen med 85 andre værker i Kasper Eistrups udstilling, der kan opleves på Det Nationalhistoriske Museum fra den 17. november til den 3. marts 2019.