Aros afviser kritik af manglende betaling til kunstnere

Kunstmuseet Aros har aldrig udstillet en levende kunstner uden at give vederlag til vedkommende.

Det fastslår Lise Pennington, overinspektør på det aarhusianske museum, efter at museet er blevet kritiseret for ikke at udbetale udstillingshonorar for at låne værker af kunstnere. Kritikken blev fredag rejst i Radio24syv af Jan Balling, formand for Danske Billedkunstnere og Nis Rømer, formand i Billedkunstnernes Forbund. Nu tager Aros til genmæle og forklarer til Jyllands-Posten:

»Det er korrekt, at vi ikke betaler honorar for at låne et værk – hverken når vi låner hos en kunstner, en privat samler eller fra et andet kunstmuseum. Sådan er det i hele den danske museumsbranche, for der er en interesse i at vise kunsten frem til så mange som muligt. Det skal ikke være en pengemaskine,« siger Lise Pennington og uddyber:

»Men kunstneren, som vi låner et eller flere værker af, får et vederlag, som er baseret på forsikringssummen på værket. Den er udregnet efter kunstværkets markedsværdi. Så en kunstner, der har høj markedsværdi, får mere end en kunstner med en lav markedsværdi. Sådan et vederlag er typisk et femcifret beløb, men er i enkelte tilfælde oppe i et sekscifret beløb.«

Nis Rømer mener ikke, at sådan et vederlag er en tilstrækkelig ydelse:

»Statens Kunstfond administrerer et udstillingsvederlag, men det er ikke museet, der har penge op af lommen der. Det er typisk mindre beløb, som kunstnerne altså ikke kan leve af,« siger han.

Gratis arbejde

Nis Rømer påpeger endvidere, at museet ofte beder kunstnerne om gratis at bruge tiden på at holde møder, inspicere stedet, sende værket af sted, hænge det op, skrive udstillingstekst eller lave omvisninger. Den udlægning kan Aros’ overinspektør imidlertid ikke genkende:

»Det er ikke særlig tit, at kunstnerne laver mere end at udlåne værket. Vi laver udstillingsplanen, og den kan de så nikke ja til. De går jo ikke og knokler her, men kommer og godkender, når vi har designet udstillingen, malet væggene, hængt alting op samt skrevet tekster og bøger. Hvis vi beder dem om at lave en performance, være med i en talk eller sådan noget, bliver de naturligvis betalt for det.«

Lise Pennington gør desuden opmærksom på, at når en dansk kunstner viser sine værker på Aros, stiger de ofte tre-fire-fem gange i værdi.

»Det kan vi se på auktionspriserne og galleripriserne. Vi har aldrig haft en kunstner, som ikke var tilfreds med at blive udstillet her og med betingelserne for det,« siger hun.

Den potentielle værdistigning kan ikke bruges som en form for betaling, mener Nis Rømer:

»Sådan kan man ikke gøre det op. Museet kan ikke nøjes med at sige, at det kaster tryllestøv over værkerne. Tryllestøv kan man ikke leve af. Kunstnerne kan her og nu ikke leve af mulige værdistigninger. Museerne skal selvfølgeligt betale kunstnerne et honorar. Det gør SMK, Kunsten i Ålborg, Esbjerg Kunstmuseum og mange andre,« lyden anken fra Nis Rømer.