Dirch Passers barnebarn Mathilde Passer får hovedrollen i Nørrebro Teaters forestilling "Jeg er sgu min egen"
Den oprindelige hovedrolleindehaver, Lise Baastrup, kan ikke medvirke i den fysisk krævende forestilling, da hun er gravid.
Mathilde Passer bærer rundt på et efternavn, der automatisk afføder visse forventninger til hendes talent hos et givent publikum.
Inden længe skal den nyuddannede skuespiller stå sin prøve på de skrå brædder, når hun medvirker i Nørrebro Teaters forestilling ”Jeg er sgu min egen”. Dette ikke i den rolle, der oprindeligt var hende tiltænkt.
Hovedrollen som Annie, der i sin tid blev udødeliggjort på film af selveste Daimi, var nemlig afsat til Lise Baastrup.
Men hun er kommet i lykkelige omstændigheder, og derfor er Mathilde Passer, der var castet til en anden rolle i musikalske komedieforestilling, strøget helt til tops på rollelisten.
»Mathilde bevæger sig på hele skalaen fra alvor til humor. Og så synger hun som en drøm. Når Lise Baastrup nu ikke kan være med, kan jeg ikke forestille mig nogen anden til at spille rollen som Annie. Jeg glæder mig til, at Mathilde blæser publikum omkuld, som hun har blæst mig omkuld, hver gang jeg har set hende på en scene,« siger teaterdirektøren Mette Wolf i en pressemeddelelse.
Mathilde Passer, der er datter af Josefine Passer, dimitterede fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i juni. Hun har tidligere fortalt, at det ikke var uden betænkeligheder, at hun valgte samme karrierevej som sin berømte morfar, der døde i 1980 – længe før Mathilde Passer kom til verden.
Men i sidste ende kunne hun ikke lade være, forklarede hun i november 2017 til Lokalavisen Aarhus.
»Det er kun naturligt, at man drager en parallel til min morfars kunnen på en scene, nu hvor jeg har valgt at blive skuespiller. Men omverdens eventuelle forventninger har ikke som sådan indflydelse på mig. Mit fokus er på at dygtiggøre mig. Og de allerhøjeste forventninger er uden tvivl dem, jeg har til mig selv,« sagde hun til avisen.
”Jeg er sgu min egen”, der har premiere den 28. februar, bygger på Erik Ballings, Klaus Rifbjergs og Bent Fabricius Bjerres filmmusical af samme navn fra 1967.
Foruden Mathilde Passer medvirker skuespillerne Marie Askehave, Anne Sofie Espersen, Tom Jensen, Morten Hemmingsen og Nicolai Jandorf samt fire musikere.
Instruktøren er Maria Kjærgaard Sunesen, og det oprindelige filmmanuskript af Rifbjerg er blevet bearbejdet af dramatikeren Jeanette Munzert, mens kapelmesteren Søren Graversen har stået for at nyfortolke Bent Fabricius Bjerres ikoniske numre – såsom ”Jeg sætter min hat, som jeg vil”. Forestillingen spiller indtil den 13. april.