Annonce
Kultur

Mette Bock vil gøre Arbejdermuseet til verdensarv

En stor anerkendelse, lyder det fra museum, der har arbejdet på at komme på prestigefyldt liste i ti år.

Jens Dresling

Industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet er en af de største omvæltninger i menneskehedens historie. Men der findes kun få fysiske vidnesbyrd om den internationale socialistiske arbejderbevægelses historie.

Med den begrundelse har Arbejdermuseet i København i ti år arbejdet på at få sin bygning i Rømersgade optaget på den prestigefyldte liste over Unesco verdensarv sammen med arbejderbygninger i andre lande.

Og nu har kulturminister Mette Bock (LA) sat bygningen på den såkaldte tentativliste. Det betyder, at Arbejdermuseet har ministerens blå stempel til at arbejde videre med planerne.

- Det er en rigtig stor anerkendelse, siger Søren Bak-Jensen, der er direktør for Arbejdermuseet.

- Det betyder, at vi har et rigtig godt grundlag for at gå videre med den store opgave, der ligger i at lave en egentlig nominering til Unesco verdensarv.

Industrialiseringen ændrede grundlæggende på, hvordan varer bliver produceret og hvordan samfundet var organiseret. I den proces opstod en helt ny gruppe af borgere, nemlig arbejderne, forklarer direktøren.

- Den socialistiske arbejderbevægelse spillede simpelthen en helt central rolle i at få skabt en selvforståelse blandt arbejderne og få sat fokus på deres ønsker til samfundsudviklingen, siger Søren Bak-Jensen.

Der har været tusindvis af forsamlingsbygninger for arbejdere verden over, som den der i dag huser Arbejdermuseet. Men der er kun få velbevarede tilbage i dag, blandt andet i USA og Australien.

Det er dem, Arbejdermuseet håber at komme på verdensarvslisten sammen med.

Ud over Arbejderbevægelsens forenings- og forsamlingsbygninger har Kulturministeriet også sat Dragør gamle by og havn og de hvide klinter på Møn og tyske Rügen på tentativlisten.

- Der er ved udvælgelsen lagt vægt på at optage steder, der tilfører reel værdi til den eksisterende verdensarvsliste, siger Mette Bock i en pressemeddelelse.

- Det ved vi, at Unescos verdensarvskomité lægger stor vægt på, og det krav opfylder alle de tre udvalgte forslag.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kultur
Annonce
Bolig
Guide: Her er Londons "hemmelige oaser"
London er et af danskernes mest foretrukne rejsemål. Overalt i byen vrimler det med grønne oaser. Nogle er velkendte, andre er små ’hemmelige’ perler. Her får du en guide til de bedste. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her